Mange kvinder, der har smerter i brystet, har større risiko for alvorlig hjertesygdom på trods af, at en røntgenundersøgelse ikke afslører større forsnævringer i deres kranspulsårer. Det viser ny dansk forskning.
Tidligere mente lægerne, at brystsmerter ikke kunne give hjerte-kar-sygdom, hvis patienten ikke havde tegn på åreforsnævringer. Men en undersøgelse fra Bispebjerg Hospital viser, at det ikke er tilfældet.
Når man kommer på sygehuset med brystsmerter, leder lægerne efter åreforsnævringer med en KAG, en røntgenundersøgelse af årerne.
Hos næsten halvdelen af patienterne findes der ikke forsnævringer og dermed intet svar på smerterne med en KAG.
Forskerne bag rapporten har så set på risikoen for alligevel at få en hjerte-kar-sygdom hos patienter, som tidligere har fået lavet en KAG på grund af smerter.
Det viser sig, at der er 52 procent større risiko for hjerte-kar-sygdom, hvis man har haft brystsmerter, også selvom der ikke var forsnævringer i kranspulsåren.
I 2009 blev der lavet 26.269 KAG-undersøgelser fordelt på 17.600 mænd og 8669 kvinder.
Med udgangspunkt i de tal er der således 5635 kvinder, der har risiko for at få en alvorlig hjerte-kar-sygdom, selvom de ikke har betydelige forsnævringer i kranspulsåren.
- Undersøgelsen viser, at det er vigtigt, at vi bliver bedre til at finde årsagen til deres smerter, siger Gorm Jensen, forskningschef i Hjerteforeningen.
Problemet er langt mest hos kvinder. 65 procent af de kvinder, som får en KAG, har nogen forkalkning, men ingen større forsnævringer i deres kranspulsårer.
For mændene er tallet kun 32 procent. Derfor er der langt flest kvinder, der forlader sygehuset uden sikker diagnose og behandling.
- Når der ikke er forstoppelser, så laver man jo ikke ballonudvidelser. Så kan man ikke gøre andet end at sende patienten hjem med noget medicin, siger Gorm Jensen.
/ritzau/