World Economic Forum i den schweiziske by Davos var et godt møde for verdens kvinder med den højeste andel af kvindelige deltagere nogensinde. Desuden fyldte ligestilling mere ved mødet for den økonomiske verdenselite, end det har gjort før.
Det mener Katja Iversen, der er direktør for Women Deliver, som har fokus på kvinder og pigers rettigheder.
- Det er gået fra at være et emne, som blev diskuteret udenom mødet, til også at få sine egne events og være på den helt store scene. Det var større end nogensinde før.
- Vi så Canadas premierminister Trudeau bruge mere end 60 procent af sin tale på at tale om kvinders ligestilling, siger hun.
Justin Trudeau talte ved mødet tirsdag, hvor han blandt andet nævnte MeToo-bevægelsen.
- Eksempelvis er seksuel chikane i virksomheder og i regeringer et systematisk problem, og det er uacceptabelt.
- Som ledere er vi nødt til at erkende og reagere for at vise, at tiden virkelig er kommet, sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Topmødet samler verdens magtfulde mennesker til diskussioner om økonomisk udvikling, fattigdom, krig og klimaændringer. Fredag var den amerikanske præsident, Donald Trump, også på talerstolen.
Lidt mere end 21 procent af deltagerne på mødet er kvinder. Det er den højeste andel nogensinde, men det skal stadig blive højere, mener Katja Iversen.
Der er også god grund til at investere i kvinder.
Ifølge en rapport fra McKinsey fra 2015 vil det årlige bruttonationalprodukt (bnp) stige med 26 procent frem mod 2025, hvis der kommer fuld ligestilling på arbejdsmarkedet.
Katja Iversen er fortrøstningsfuld i forhold til, at ligestillingen ikke bliver ved snakken på mødet.
- Det er vigtigt, at det kommer med ned fra bjerget og kommer med ind i forretningerne og politikken.
- Jeg var til en meget konkret diskussion, hvor der både var præsidenter, vicepræsidenter og virksomhedsledere med. Der blev talt om, at hvis kvinder skal ind på arbejdsmarkedet, skal der være børnepasning og uddannelse til kvinder, siger hun.
/ritzau/