En skuespillers løn afgøres ikke kun af erfaring og efterspørgsel, men også af køn. Mændene i skuespiller-branchen tjener i gennemsnit 41 procent mere før skat end kvinderne.
- Jeg kan ikke understrege nok, hvor grotesk jeg synes, det er, at der ikke er lige løn for overordnet set lige arbejde, siger Katja Holm, der er formand for Dansk Skuespillerforbund, til DR.
Skuespiller Ditte Hansen har mærket den ulige løn for samme arbejde på egen krop. Hun fortæller til DR, at nogle mandlige kolleger fortalte hende, hvad de fik i løn.
- Det viste sig, at de fik omkring en tredjedel mere end mig. Så bad jeg arbejdsgiveren om at få det samme i løn som dem og fik at vide, at det var forrykt. Og så blev jeg gået, fortæller Ditte Hansen.
Hun fortæller også, at hun er en af de skuespillere, som har en indtjening i den gode ende, men at hun fortsat er lavere lønnet end sine mandlige kolleger.
- Det er forkasteligt, at vi i den her branche halter så meget bagefter, og jeg synes, det vidner om en første- og andenrangs arbejdskraft, siger Ditte Hansen til DR.