En 18-årig kvinde blev natten til søndag voldtaget af en falsk taxachauffør i Vejle.
I jagten på gerningsmanden efterlyser Sydøstjyllands Politi nu vidner i sagen.
Klokken var cirka 02.40 natten til søndag, da den unge kvinde prajede det, hun troede var en taxa. Politiets efterforskning har dog vist, at der formentligt er tale om en pirattaxa.
Kvinden steg ind i bilen i området ved Banegården, og hun anmodede om at blive kørt hjem. Herefter satte chaufføren kurs mod Koldingvej og Højen.
Kvinden har forklaret, at hun næsten var hjemme, da chaufføren standsede vognen og gennemførte voldtægten.
Politiet vil meget gerne have hjælp til at identificere bilen, ejeren eller chaufføren.
Derfor hører efterforskerne gerne fra personer, som natten til søndag eller i andre situationer har bemærket en pirattaxa i Vejle midtby.
Bilen beskrives som en mørk stationcar og chaufføren som en mand på cirka 40 år. Han vurderes til at være omtrent 180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han talte dansk, men udseendet beskrives som mellemøstligt.
/ritzau/