En tidligere playmate taler nu ud om en påstået affære med præsident Donald Trump og angiveligt et forsøg på at købe hendes tavshed.
Karen McDougal fortæller således i et interview med The New Yorker, at hun mødte Trump til en fest i Playboy-kongen Hugh Hefners mansion i Los Angeles i juni 2006. Kort tid efter indledte de to angiveligt en ni måneder lang affære.
I juni 2006 havde Donald Trump været gift med Melania i under to år, og deres søn, Barron, var få måneder gammel.
Karen McDougal, der i 1998 blev kåret til årets playmate, beskriver affæren med Trump som komplet samtykkende.
Hun bekræfter over for The New Yorker, at hun i august 2016 - tre måneder før det amerikanske præsidentvalg - indgik en aftale med tabloidavisen National Enquirer om rettighederne til hendes historie. Aftalen blev indgået for 150.000 dollar eller knap 900.000 kroner.
Men National Enquirer bragte ikke historien, og det skulle vise sig, at der var tale om en praksis kendt som "fang og dræb".
David Pecker, bestyrelsesformand i American Media, Inc (AMI), som udgiver National Enquirer, har beskrevet Donald Trump som en "personlig ven".
Og ifølge The New Yorker, der har talt med AMI-medarbejdere, har David Pecker før brugt "fang og dræb"-metoden til at lægge historier døde.
The Wall Street Journal var det første medie til at rapportere om aftalen mellem Karen McDougal og National Enquirer. Det gjorde avisen 4. november 2016 - fire dage før præsidentvalget.
McDougal fortalte, at hun havde fortrudt, at hun havde indgået aftalen, men også at hun frygtede konsekvenserne, hvis hun udtalte sig om affæren.
Over for The New Yorker afviser Det Hvide Hus, at Trump skulle have haft en affære med Karen McDougal og beskriver påstandene som "falske nyheder".
/ritzau/dpa