En kvinde fortalte som barn, at hendes stedfar forgreb sig på hende. Nu får hun erstatning af kommunen.
Kalundborg Kommune skal betale 300.000 kroner i erstatning til den 33-årige Jean Rasmussen.
Kvinden havde lagt sag an mod kommunen, da hun ikke mener, at kommunen gjorde nok, da hun som barn fortalte, at hendes stedfar misbrugte hende seksuelt.
Dommen er faldet i Østre Landsret onsdag morgen.
Ifølge TV Øst er det første gang, at en dansk domstol tager stilling til en kommunes ansvar for indgriben i forhold til overgreb i egen familie og ikke en plejefamilie.
Jean Rasmussen er en af flere tidligere misbrugte børn, som efter ophævelsen af forældelsesfristen i foråret har haft mulighed for at få sin sag prøvet i retten, selv om overgrebet fandt sted for mange år siden.
Den 33-årige kvinde har fortalt sin historie til TV Øst. Hendes stedfar blev i landsretten i 2013 dømt skyldig i det seksuelle misbrug, og han fik et år og tre måneders fængsel.
Overgrebene fandt ifølge TV Øst sted fra Jean Rasmussen var otte år i årene 1994 til 1998.
Hun betroede sig til en nabo, og Bjergsted Kommune blev bekendt med overgrebene. Sagen er dog lagt mod Kalundborg Kommune, da der siden er sammenlagt kommuner.
Kalundborg Kommune mener selv, at kommunen har handlet korrekt efter de dengang gældende regler.
- Når vi kigger tilbage i sagsakterne, så er vores vurdering, at Bjergsted Kommune handlede korrekt efter de regler, som gjaldt i 1994, siger Mette Heidemann, direktør for skole- og familieområdet i Kalundborg Kommune til TV Øst.
/ritzau/