Kvinde er død af russisk nervegift

Britisk politi holder vagt ved et hus i Amesbury efter to briter sidst i juni blev ramt af nervegiften Novichok. (Foto: Foto: Niklas Halle''n/AFP)

En britisk kvinde, der blev udsat for nervegiften Novichok i det sydlige England i slutningen af juni, er død. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Et par fra byen Amesbury, der ligger nær Salisbury, blev 30. juni indlagt med tegn på at være forgiftet med den russiske nervegift Novochok. Det blev i starten af juli bekræftet.

Novichok, der blev udviklet under den kolde krig af Sovjetunionen, var det middel, der blev brugt til attentatet på Sergej og Julia Skripal i Salisbury 4. marts.

Storbritannien har hele tiden peget på Rusland som den skyldige, da Sergej Skripal var tidligere russisk dobbeltagent, der spionerede for England. Han kom til England som led i en udveksling af spioner.

Britisk politi arbejder ud fra en tese om, at parret, der blev forgiftet i Amesbury, er kommet i kontakt med efterladenskaber fra attentatet mod Sergej og Julia Skripal, der begge overlevede.

- Verdens øjne er i øjeblikket på Rusland, sagde den britiske indenrigsminister, Sajid Javid, i det britiske parlament torsdag og opfordrede den russiske regering til at forklare, "præcist hvad der er sket" i Salisbury.

Politiet har fra starten meldt ud, at det britiske par fra Amesbury, der begge er i 40'erne, ingen forbindelser havde til virksomhed, der kunne gøre dem til mål for et attentat.

Rusland har nægtet at stå bag attentatet på Skripal og hans datter og valgte i perioder at insinuere, at Julia Skripal under sin indlæggelse og behandling blev tilbageholdt mod sin vilje.

I forbindelse med politiets udmeldinger om mistankerne efter det britiske par blev syge, sagde en unavngiven russisk diplomat, at der var tale om "ren spekulation".

- Det er ikke baseret på undersøgelsers objektive data. Uheldigvis efterforsker briterne episoden i Salisbury på en helt uigennemsigtig måde. De britiske myndigheder undgår enhver kontakt med Rusland om dette og andre problematiske emner, sagde diplomaten til det russiske nyhedsbureau Tass.

/ritzau/