Kvinde død efter ulykke på vandet

En jolle med fire personer kæntrede mandag ud for Rødvig. Tre af dem er kommet i land, men en mangler.
En jolle med fire personer kæntrede mandag ud for Rødvig. Tre af dem er kommet i land, men en mangler.
En jolle med fire personer kæntrede mandag ud for Rødvig. Tre af dem er kommet i land, men en mangler. Foto: Google Maps

En ulykke ud for Rødvig i Fakse Bugt kostede mandag eftermiddag en 35-årig kvinde fra København livet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kvinden, der var biolog, sejlede med tre mandlige kolleger ud i bugten for at løse en opgave for et firma, da det gik galt.

Forsvarets Operationscenter har tidligere oplyst, at jollen med de fire personer kæntrede.

Ulykken skete 400-500 meter fra land.

- Jeg kan ikke sige nøjagtigt, hvad der er sket, men på en eller anden måde er der kommet vand ind i båden, så den kæntrede og sank, siger vagtchef Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Det lykkedes en af mændene selv at komme i land, og han slog klokken 15.08 alarm.

En større eftersøgning med redningsbåde, dykkere og to helikoptere blev sat i værk. Desuden blev ambulancer og politi sendt til området.

- Vi har fundet to af personerne ved nogle bundgarnspæle, men vi leder stadig efter den sidste, sagde vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter kort efter klokken 16.

En halv times tid senere blev kvinden fundet i vandet, men hendes liv stod ikke til at redde.

Mændene på 37, 38 og 42 er bragt til sygehuse og er uden for livsfare.

Jollen er bjærget, og nærmere afhøringer og tekniske undersøgelser skal fastslå, hvad der gik galt.

De pårørende til kvinden er blevet underrettet om ulykken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.