Kvinde anmelder voldtægt: For chokeret til at huske gerningsmænds udseende

Kvinde er meget chokeret og husker kun lidt fra overfald søndag. Politi søger med hunde efter gerningsstedet.

Politiet gennemsøgte tidligt mandag et større område på Christianshavns Vold i København med hunde for at finde det sted, hvor en kvinde søndag blev overfaldet og voldtaget.

En 27-årig kvinde anmeldte søndag aften til Københavns Politi, at hun var blevet overfaldet af to mænd, der væltede hende omkuld og udsatte hende for et seksuelt overgreb på Christianshavns Vold.

- Vi ved endnu ikke, hvor voldsomt det var, for kvinden er meget chokeret og husker ikke meget fra overfaldet, siger vicepolitiinspektør Brian Belling, Københavns Politi.

Politiet leder nu efter de to mænd.

Kvinden har endnu ikke kunnet give et signalement af dem.

Hun har oplyst, at de talte dansk, men det eneste, der politiet kan oplyse på nuværende tidspunkt om deres udseende er, at de to mænd muligvis var "arabiske af udseende", siger Brian Belling.

Overfaldet er formentlig sket søndag aften kort før klokken 22.30, da det blev anmeldt. Stedet er formentlig den del af volden, der løber mellem Torvegade og Langebro, oplyser politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.