SOSU-formand: Kvalitet frem for kvantitet i afbureaukratiseringen
Det hverken højner elevtal eller styrker kvaliteten af uddannelserne, at flere og andre typer af institutioner får lov at udbyde SOSU-uddannelserne.

Jeppe Rosengård Poulsen er formand for Danske SOSU-skoler, som er foreningen for skoler, der udbyder social- og sundhedsuddannelser og pædagogisk assistent-uddannelsen. Foreningens 16 medlemsskoler har flere end 50 udbudssteder fordelt over hele landet og på Færøerne.

ER DET SÅ SIMPELT – vi udvider paletten af udbudssteder, og så kommer der flere elever på SOSU-uddannelserne? Får vi mere attraktive uddannelser, hvis ansvaret for undervisningen inden for social- og sundhed overgår til institutioner med andre forudsætninger og kompetencer inden for (ungdoms)uddannelse?

Svaret er ja. I hvert fald hvis man skal følge ræsonnementet bag regeringens nye udspil ”Færre regler og mindre bureaukrati”. Et tiltag i udspillet er, at erhvervsuddannelserne skal kunne udbydes af gymnasier, der ligger i kommuner, hvor der ikke i forvejen udbydes erhvervsuddannelser.

Uddannelserne udhules

Nej, er svaret derimod herfra. Man risikerer nærmere, at man udhuler social- og sundhedsfagligheden og uddannelserne.

Rekrutteringsudfordringen skal løses ved at skabe de bedste uddannelser med højeste faglighed og naturligvis et volumenmæssigt kvalificeret elevgrundlag. Man opnår intet af dette på social- og sundhedsuddannelserne ved at lade dem foregå uden for det regi, hvor både de didaktiske og faglige kompetencer inden for uddannelserne er – SOSU-skolerne – og lægge dem over i uddannelsesinstitutioner med andre tilgange til - og kompetencer inden for - undervisning og uddannelse.

Fleksible grundforløb og pratikpladsgaranti

I stedet efterlyser vi hos SOSU-skolerne større fleksibilitet på grundforløbene og garanti for praktikplads.

Hvis vi vil have flere elever på uddannelserne, skylder vi dem at kunne levere et ordentligt produkt til gengæld i kraft af kvalitet i undervisningen og tryghed i uddannelsesforløbet. Konkret vil det sige mulighed for at tilrettelægge grundforløbet på en måde, der sikrer den bedst mulige overgang til hovedforløbet for flest muligt.

Et andet must er garanti for praktikpladser. Vi ved – senest fra en DEA-analyse, som blev offentliggjort i sommer – at flere elever i 9. klasse ville vælge en erhvervsuddannelse, hvis de var sikret en praktikplads.

Kimen til kannibalisme

En yderligere fare ved tiltaget er, at man i stedet for at skabe flere udbudssteder vil få et scenarie, hvor eksisterende udbydere af SOSU-uddannelser bliver endnu mere trængte grundet stigende konkurrence om elevgrundlaget i området.

Det vil være katastrofalt, hvis vi kom i en situation, hvor udbudsstederne kannibaliserer på det lokale elevgrundlag. Kombineret med ulige vilkår for selvejende institutioner kan det i værste fald betyde, at nogle skoler må lukke ned. Det gør absolut ikke uddannelserne nemmere tilgængelig for potentielle elever.

SOSU-uddannelserne udbydes over 50 steder i landet både af SOSU-skolerne alene og i samarbejde med andre relevante institutioner. Dermed er SOSU-uddannelserne den erhvervsuddannelse, der har den største geografiske spredning.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.