Danmarks fodboldlandshold får med al sandsynlighed gode forudsætninger for at spille sig til VM i Rusland gennem playoffkampene i næste måned.
Det klart mest sandsynlige scenarie er nemlig, at Danmark vil blive blandt de fire seedede hold ud af de otte bedste toere.
Danmark bliver således seedet, medmindre Frankrig mister førstepladsen i gruppe A og dumper ned på andenpladsen.
I det tilfælde vil Danmark blive sendt ned blandt de fire useedede nationer.
Det kræver imidlertid, at Frankrig taber point tirsdag aften hjemme mod Hviderusland. Bliver det uafgjort, kan Sverige tage førstepladsen med en sejr ude over Holland.
Skulle Frankrig tabe, kan Sverige avancere til duksepladsen med blot et point i Holland.
Holland har stadig muligheden for at snuppe andenpladsen med en sejr på mindst syv mål over Sverige, men skulle det usandsynlige ske, vil Holland ligge under Danmark på Fifas verdensrangliste, der danner grundlag for seedningen.
Når den opdateret næste mandag, vil Danmark have 1001,39 point. Det er mindre end Portugal eller Schweiz fra gruppe B, Italien fra gruppe G og Kroatien fra gruppe I, men altså nok til at være fjerdebedst ud af de otte.
Danmark vil have bedre pointtal på verdensranglisten end Irland og Nordirland, som vil være mulige modstandere for Danmark. Det samme vil Sverige være, hvis holdet bevarer andenpladsen i gruppe A.
Den sidste potentielle useedede modstander kan blive Grækenland, hvis Grækenland tirsdag vinder hjemmekampen mod pointløse Gibraltar.
Sker det ikke, kan Danmark i stedet trække Slovakiet, som lige nu ligner det bedste bud på den dårligste toer på tværs af de ni grupper.
Skulle Danmark blive useedet som følge af en fransk andenplads, vil de mulige modstandere være Frankrig, Portugal/Schweiz, Italien og Kroatien.
Lodtrækningen til playoffkampene afvikles tirsdag den 17. oktober.
Kilde: TT.
/ritzau/