Kajakroeren Ida Villumsen har valgt at stoppe karrieren på topplan.
Det meddeler Dansk Kano og Kajak Forbund i en pressemeddelelse.
22-årige Ida Villumsen var sidste år med til at blive nummer seks i firerkajak ved OL i Rio.
- Siden OL i London i 2012 har vi arbejdet hårdt for at skabe en mandskabskultur i kajak, og Ida Villumsen har været med til at bære kulturen frem siden 2013.
- Her blev hun en del af den pigegruppe, som vi satsede på i firerkajakken, og med sin positive tilgang til at arbejde og samarbejde i en mandskabsbåd, spillede hun en afgørende rolle for kvalifikationen til Rio og den efterfølgende flotte sjetteplads i finalen, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.
Firerkajakken blev splittet op efter OL i Rio.
Henriette Engel Hansen og Amalie Thomsen stoppede på sprintlandsholdet og i firerkajakken, mens Emma Aastrand Jørgensen har haft fokus på enerkajak, hvor hun vandt sølv i Rio.
Dansk Kano og Kajak Forbund havde håbet, at Ida Villumsen kunne have været et aktiv i årene fremover.
- Både trænerteamet og jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Ida Villumsen på Elitecenteret i Bagsværd. Derfor er jeg rigtig ked af, at det samarbejde nu stopper.
- Ida Villumsen har været et stort aktiv, som vi umiddelbart får svært ved at erstatte, siger Bo Vestergaard.
/ritzau/