Rumænske slagteriarbejdere på Danish Crowns tyske slagteri i Essen, Oldenburg, er blevet snydt for løn, ferie og sygedagpenge af deres arbejdsgiver, der er underleverandør til det danske firma. Det har den tyske TV-station ARD afsløret, skriver Fagbladet 3F.
Ifølge programmet på ARD bor de rumænske kolonnearbejdere i mugne og forfaldne boliger i byerne omkring Essen.
Jens Hansen, pressechef i Danish Crown, forklarer, at selskabet er i gang med at undersøge, om det er korrekt, at arbejdere fra Danish Crowns slagteri bor i de pågældende lejligheder.
- Der er tilsyneladende noget, der tyder på uregelmæssigheder. Såfremt der er hold i påstandene, kan vi ikke udelukke konsekvenser for underleverandøren - i yderste konsekvens at samarbejdet ophører, siger Jens Hansen ifølge Fagbladet 3F.
De berørte arbejdere er ansat af underleverandøren Ingolf Röschmann, der i 2006 blev idømt et års betinget fængsel og fik en bøde på tre millioner kroner for at have forsynet Danish Crown med rumænske arbejdere uden papirerne i orden, skriver Fagbladet 3F.
Dengang afbrød koncernen samarbejdet med Röschmann af samme grund, men genoptog det fra 2011, da Danish Crown overtog slagteriet i Essen, hvor den omstridte underleverandør var på kontrakt.
Danish Crown har for nylig underskrevet en frivillig aftale, der blandt andet betyder, at alle ansatte på Danish Crowns fabrikker i Tyskland fra næste sommer skal have tysk arbejdstilladelse.