Kronprinsesse fejrer 40-års fødselsdag på ø

Sveriges tronarving, kronprinsesse Victoria, fylder 40 år den 14. juli, og det markeres over to dage med begivenheder i både Stockholm og på Øland.
Når kronprinsesse Victoria en dag skal overtage tronen efter sin far, kong Carl Gustaf, bliver hun Sveriges første kvindelige monark og regerende dronning siden 1720.
Når kronprinsesse Victoria en dag skal overtage tronen efter sin far, kong Carl Gustaf, bliver hun Sveriges første kvindelige monark og regerende dronning siden 1720. Foto: 10300 Maja Suslin/tt/Scanpix

Den 14. juli 2017 er det præcis 40 år siden, at kronprinsesse Victoria af Sverige kom til verden en sommerdag i 1977, og det skal fejres med pomp og pragt.

Fødselsdagsfejringen markeres nemlig over to dage, oplyser det svenske kongehus på sin officielle hjemmeside.

På selve fødselsdagen fredag den 14. juli starter fejringen med en gudstjeneste om formiddagen i slotskirken ved det svenske kongeslot.

Hen over middag vil den royale fødselar modtage gaver fra blandt andre Sveriges statsminister, Stefan Löfven, mens der klokken 12 affyres en salut fra den stockholmske ø Skeppsholmen.

Senere på eftermiddagen vil kronprinsessen sammen med sin mand, prins Daniel, og parrets børn, prinsesse Estelle på fem år og etårige prins Oscar, køre rundt i hestekaret i den centrale del af Stockholm.

Her kan befolkningen vinke og lykønske den royale fødselar langs ruten.

Efter karetkørslen drager familien til Sveriges næststørste ø, Øland, der ligger cirka 413 kilometer syd for Stockholm ud for byen Kalmar.

På Øland ligger kongefamiliens sommerresidens, Sollidens Slott, og nær slottet vil der være et arrangement, der markerer Victoriadagen, som kronprinsessens fødselsdag kaldes.

Her er der blandt andet musikalsk underholdning fra de norske popstjerner Marcus & Martinus, skriver arrangøren af Victoriadagen på sin officielle hjemmeside.

Dagen efter selve fødselsdagen vil der lørdag den 15. juli være endnu en markering af kronprinsessens runde fødselsdag på Sollidens Slott, tilføjer det svenske kongehus.

Her vil portene blive åbnet for offentligheden, som kan fejre den svenske tronarving.

Kronprinsessen, hvis fulde navn er Victoria Ingrid Alice Désirée, skriver nyere svensk historie, når hun en dag overtager tronen efter sin far, kong Carl Gustaf.

Hun bliver landets første kvindelige monark og regerende dronning siden 1720.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.