Kronprinsen skal rådgive ledere: Deler ud af egen erfaring

Kronprins Frederik deltager i konference om ledelse på Aarhus Universitet. (Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix 2019 (arkiv))

Kronprins Frederik skal sammen med EU-kommissær Margrethe Vestager, direktør Morten Albæk og minister Sophie Løhde inspirere ved konference på Aarhus Universitet.

Kronprins Frederik skal øse af sine erfaringer som leder for sit personale, skriver Aarhus Stiftstidende.

Det er Aarhus Universitet, som i forbindelse med konferencen "Matchpoints Seminar 2019" får besøg af kronprinsen.

Konferencen skal kombinere den nyeste ledelsesforskning med praktikeres erfaringer, og kronprins Frederik skal sammen med en række forskere, ledere, meningsdannere og politikere lære fra sig og inspirere.

Udover kronprins Frederik deltager blandt andre EU-kommissær Margrethe Vestager, direktør Morten Albæk og minister for offentlig innovation Sophie Løhde, skriver avisen.

Konferencen bliver den første, som "Kronprins Frederiks Center for Offentlig ledelse" laver. Kronprinsen indviede forskningscentret i forbindelse med sin 50 års fødselsdag i maj sidste år.

Centret er forankret på Institut for Statskundskab, hvorfra kronprins Frederik i 1995 afsluttede studiet statskundskab med et resultat over gennemsnittet.