Omkring 50 løbeglade aarhusianere fik onsdag aften et noget uventet besøg.
De 50 løbere skal deltage i kronprins Frederiks fødselsdagløb Royal Run, og under fællestræningen i Marselisborg Slotshave dukkede selveste kronprinsen op for at hilse på.
- Det var da en overraskelse, og det var dejligt, at han kom forbi, siger Ivan Schøtteler Sørensen.
Han er 65 år og er netop gået i gang med træningen til Royal Run efter at have fået tre ballonudvidelser.
Royal Run fejrer Kronprinsens 50 års fødselsdag 21. maj 2018, og arrangeres af Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund i regi af Bevæg dig for livet, som er Danmarks største idrætsvision og støttes af Nordea-fonden og TrygFonden.
Kronprinsen trækker på dagen selv i løbetøjet og udover at løbe med på distancen 1,6 kilometer i Aarhus, løber han på dagen den samme distance i Aalborg, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg.