Kroatien slår tamme Nigeria ved VM

Sport

Kroatien bragte sig foran i sin gruppe efter en sejr på 2-0 over Nigeria i holdenes første kamp ved VM.

Kroatien fik en god start på VM, da holdet lørdag slog Nigeria 2-0 i den anden kamp i gruppe D.

Sejren betød, at Kroatien indtager førstepladsen i gruppe D med tre point, efter at Argentina og Island tidligere lørdag spillede 1-1.

De to hold indledte ellers kampen meget jævnbyrdigt, og chancen for at bringe sig foran var til stede hos begge mandskaber.

Den første halve time forløb alligevel uden mål, og ingen af holdene turde satse offensivt.

Men et enkelt minut senere faldt kampens første scoring.

Her sendte Kroatiens Luka Modric et hjørnespark ind i feltet, som nåede at ramme to kroatiske hoveder, inden Nigerias Oghenekaro Etebo uheldigt sendte bolden i eget mål og bragte Kroatien foran 1-0.

De kroatiske fans øgede lydniveauet på stadion i Kaliningrad efter scoringen. Kroaterne på banen gengældte støtten med at sætte sig på kampen.

Nigeria formåede ikke at spille sig til store chancer i resten af halvlegen og måtte gå til pause bagud 0-1.

Nigerias træner, Gernot Rohr, må have sagt de rigtige ting i omklædningsrummet under pausen. Hans hold kom fornyet ud til anden halvleg og lagde et offensivt pres på Kroatien.

Det blev til flere chancer inden for de første minutter, som dog ikke resulterede i et mål til nigerianerne, som langsomt mistede pusten i opgøret, som Kroatien mere og mere styrede.

Efter 60 minutters spil ebbede det nigerianske pres ud, og chancerne fordelte sig ligeligt mellem de to mandskaber.

Kroatien svingede dog taktstokken, og efter 72 minutter sørgede Luka Modric for 2-0, da han sikkert udnyttede et straffespark.

Det bliver dog nødvendigt at hæve niveauet, når Kroatien i næste kamp møder Argentina og verdensstjernen Lionel Messi, mener Modric.

- Det bliver en utrolig vanskelig kamp. De har enorme mængder kvalitet. Men denne her sejr vil virkelig øge vores selvtillid, siger den kroatiske Real Madrid-spiller ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sidst, Kroatien vandt sin åbningskamp, var i 1998, og træner Zlatko Dalic er glad for, at landet har lagt den uheldige rekord bag sig.

- Vi var disciplinerede, og vi fortjente sejren. Vi kæmpede for den, siger han.

/ritzau/