USA's præsident, Donald Trump, har valgt general Herbert Raymond McMaster som ny national sikkerhedsrådgiver.
Han afløser Michael Flynn, der trak sig tidligere på måneden efter 23 dage på posten.
Det skete, efter det kom frem, at han havde vildledt vicepræsident Mike Pence om sin kontakt og sine samtaler med Ruslands ambassadør i USA om de amerikanske sanktioner mod landet.
Keith Kellogg, der ligeledes var på tale som national sikkerhedsrådgiver, bliver stabschef for USA's nationale sikkerhedsråd.
Det oplyser Trump på et kort pressemøde på sin golfklub Mar-a-Lago i Florida.
Trump kalder sin nye sikkerhedsrådgiver for "en mand med et forrygende talent og forrygende erfaring".
Med udnævnelserne kommer militære ledere igen til at spille en rolle på Trumps udenrigspolitiske hold.
McMaster, der til daglig går under navnet H.R., er en højt respekteret militær taktiker og strategisk tænker.
Han er kendt for at have spillet vigtige roller under både den første og anden Irakkrig.
Men valget af ham er overraskende for nogle iagttagere, fordi den 54-årige general er kendt for at sige sin kritik af autoriteter højt, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den tendens kan give ham problemer i Trump-administrationen, der hidtil ikke har taget imod kritik med åbne arme.
McMaster har kritiseret USA's engagement i Vietnam og ofte også sagt sin uforbeholdne mening til sine overordnede - noget som to gange har kostet ham en forfremmelse.
John Bolton, der er kendt som en hård kritiker af FN, var også på tale som kandidat til den ledige post som national sikkerhedsrådgiver.
Ifølge Trump vil han få en anden rolle i administrationen. Det er endnu uklart hvilken.
Bolton var USA's FN-ambassadør under den republikanske præsident George W. Bush.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.