I sidste uge fik Daniel Wass kritik af landstræner Morten Olsen efter sit comeback på det danske fodboldlandshold, og lørdag aften kom den tidligere Brøndbyspiller ud for en ny skuffelse.
Denne gang var han i aktion for sin franske klub, Evian, der var på besøg i Nice. Det sluttede 2-2, men undervejs brændte Daniel Wass et straffespark og blev senere udskiftet.
Dermed bliver han foreløbig stående på otte sæsonmål, hvilket dog er nok til at gøre ham til delt topscorer for den franske klub.
Wass var i selskab med to landsmænd i Evians startopstilling til kampen. Jesper Juelsgaard startede som venstre back, mens Nicki Bille fik chancen i front. Bille blev dog skiftet ud i kampens slutfase.
Mere succes var der for Simon Kjær, der spillede hele kampen i midterforsvaret for Lille, som hjemme slog Reims med 3-1.
Til gengæld er Martin Braithwaite og Toulouse ved at komme i problemer i bunden af rækken.
Toulouse er tredjesidst og tabte 2-3 på udebane mod nummer næstsidst, Metz. Braithwaite blev indskiftet ved stillingen 1-3 midtvejs i anden halvleg.
/ritzau/