Det kan være en flok vrede krigsveteraner, der natten til søndag overrumplede tre vagter på Antvorskov Kaserne i Slagelse og stjal flere end 200 våben.
Det vurderer Harald Jensen, der er formand for landsforeningen af krigsveteraner.
"Det er jo rigtig syge mennesker, der har seriøst brug for hjælp. Og de er så vrede på systemet, fordi de føler sig svigtet," siger han til DR.
Harald Jensen siger, at der er tale om en gruppe mænd på 25 -30 år, der har psykiske skader efter at have været udsendt til krigsområder og nu føler sig svigtet, fordi de ikke mener, at samfundet behandler dem ordentligt efter hjemkomsten.
For et par måneder siden advarede han i et brev til samtlige forsvarsordførere i Folketinget om, at vrede krigsveteraner kunne finde på at foretage sig kriminelle ting.
Han frygter nu, at de stjålne våben kan blive brugt til terror.