Krigsforbryderen Slobodan Praljak er død, efter at han drak gift i Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) i Haag. Det oplyser kroatisk stats-tv onsdag.
Den 72-årige eksgeneral drak af en lille brun flaske, da dommeren i retten var i gang med at oplæse dommen.
Da hans dom på 20 års fængsel var blevet bekræftet, og Praljak havde drukket af sit glas, erklærede han:
- Jeg har netop drukket gift. Jeg er ikke krigsforbryder. Jeg er imod denne dom.
Det blev dokumenteret af FN-tribunalets egen videotjeneste.
En læge blev tilkaldt, og domsafsigelsen blev afbrudt.
En time efter episoden meddelte en ansat i retten, at Praljak fortsat var i live, og at han modtog behandling. Men hans liv stod ikke til at redde.
Kroatiens premierminister, Andrej Plenkovic, bekræfter, at Praljak er død, efter at han drak gift.
Plenkovic kondolerer over for Praljaks familie og kritiserer ifølge AFP, hvad han kalder "en moralsk uretfærdighed " ved krigsforbryderdomstolens dom.
Han siger, at den kroatiske regering fordømmer domstolens kendelser om, at den tidligere kroatiske præsident Franjo Tudjman og andre ledere støttede planen om at skære en kroatisk ministat ud af Bosnien.
Praljak var en bosnisk-kroatisk forfatter og film- og teaterinstruktør, som blev general under krigen.
Han kæmpede for at skabe en ren kroatisk region i Bosnien, lige som bosniske serbere forsøgte at skabe rene serbiske områder andre steder i Bosnien med støtte fra Serbien.
Inden krigen var Praljak blandt andet teaterinstruktør i Mostar, hvor han under krigen blev beordret til at ødelægge byens Gamle Bro, som var et af de meste berømte monumenter fra Bosniens islamiske kulturarv.
Det var lidt før middag onsdag, at Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY) måtte afbryde appelsagen.
Slobodan Praljaks forsvarer offentliggjorde en meddelelse om, at hans klient havde drukket gift.
Den dramatiske udvikling kom, efter at flere medier fra retssalen meldte, at retten havde stadfæstet fængselsdommen til seks bosniske kroater med tidligere toppolitiker Jadranko Prlic i spidsen.
De blev i 2013 idømt fængsel i op til 25 år.
Tribunalet har dermed sat punktum for knap et kvart århundredes arbejde med en række sager.
Den sidste sag var den mest komplekse i det lange retsopgør efter krigen i begyndelsen af 1990'erne.
De dømte var anklaget for blandt andet drab, tortur, udvisninger, voldtægt, umenneskelig indespærring, ødelæggelse af ejendom og terrorisering af civile.
/ritzau/AP