Moskva vil næppe udlevere den amerikanske it-ekspert og forhenværende spion Edward Snowden til Washington, siger et højtstående medlem af det russiske parlament, der er tæt på Kreml.
Aleksej Pusjkov, som leder udenrigsudvalget i parlamentets underhus, Dumaen, siger, at Snowden næppe vil blive udleveret til USA, men at det samtidig er næsten udelukket, at han får politisk asyl i Rusland.
- Der er kompliceret relationer mellem landene i denne fase, og når relationerne er i denne fase, hvor et land handler fjendtligt over for et andet, hvorfor skulle USA vente tilbageholdenhed og forståelse fra Rusland?, siger han.
De amerikanske myndigheder har sigtet Snowden for at afsløre et omfattende overvågningsprogram og håber nu på, at Rusland vil stoppe hans flugt og sende ham hjem, så han kan straffes for sine forbrydelser.
Søndag forlod den 30-årige amerikaner sit hidtidige skjulested i Hongkong og landede senere i Moskva, den russiske hovedstad.
Moskva er dog blot et midlertidigt stop. Snowden har søgt om politisk asyl Ecuador, og landets regering siger, at den er ved at undersøge, om man vil hjælpe endnu en jagtet it-mand.
I det seneste år har grundlæggeren af WikiLeaks, Julian Assange, opholdt sig på Ecuadors ambassade i den britiske hovedstad, London, for at undgå udlevering til Sverige, hvor han er anklaget for sexforbrydelser.
USA havde opfordret myndighederne i Hongkong til at forhindre Snowden i at forlade landet, men det ønske blev ikke efterkommet, og inden længe kan det være for sent.
Omkring middagstid mandag har han booket en billet til Havana i Cuba og ventes derfra at rejse videre til Venezuela inden endestationen i Ecuador, skriver nyhedsbureauet dpa.
Edward Snowden har arbejdet for efterretningstjenesten National Security Agency (NSA), men valgte altså for nylig at afsløre dets hemmelige overvågningsprogram Prism.
/ritzau/AFP