Krav om forvaring for dødstrusler: Jeg er den nye Omar

Københavns Byret indleder onsdag nævningesag mod en mand, der tiltales for en lang række forhold om dødstrusler. Manden er ifølge anklagemyndigheden så farlig, at der er nedlagt påstand om forvaring. (Foto: Foto: Per Johansen/Free)

En 39-årig mand troppede op i flere københavnske moskéer med lange knive. Anklager mener, han er meget farlig.

Politifolk. En journalist. Muslimer. Fængselsbetjente. Anklagere og sågar sin egen forsvarsadvokat.

Gennem det seneste år har en 39-årig mand udsat nærmest alt og alle for ekstremt grove trusler. Og selv om det i langt de fleste tilfælde blev ved de verbale angreb, er der god grund til at være bange.

Det mener anklagemyndigheden ved Københavns Politi, der nu kræver manden idømt forvaring. Det vil sige indespærring på ubestemt tid.

Vurderingen er ganske enkelt, at det vil være uforsvarligt at nøjes med en normal fængselsstraf. Manden er simpelthen for farlig, lyder argumentet.

Straffesagen, der indledes onsdag i Københavns Byret, tæller ikke færre end 23 forhold. Langt de fleste handler om dødstrusler, og i flere situationer optrådte manden ifølge anklageskriftet desuden med våben.

Eksempelvis trak den tiltalte en kniv, da han omkring midnat 8. juni 2017 troppede op hos Det Islamiske Trossamfund i Københavns Nordvestkvarter.

- Lad mig være, ellers stikker jeg jer alle sammen ned her i moskéen, skal manden have sagt til de tilstedeværende.

Noget lignende gentog sig, da den 39-årige om eftermiddagen 16. juni greb en kniv fra sin bukselinning i Københavns Stormoske på Nørrebro. Våbnet førte han hen over sin hals, alt imens han pegede på de tilstedeværende.

Da to betjente nåede frem til stedet, rettede han ifølge anklagen truslerne mod dem.

- Bare vent, jeg sprænger jer fucking i luften, jeg sprænger det hele i luften. Jeg er den nye Omar, sagde han med henvisning til Omar el-Hussein, der i 2015 dræbte to personer og sårede flere politifolk.

Den efterfølgende dag blev manden fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret. Her gik det ud over en journalist, da den anholdte to gange spyttede vedkommende i ansigtet og på overkroppen

- Jeg skal nok finde ud af, hvem du er, og så nakker jeg dig, lød truslen angiveligt mod journalisten.

Gennem de efterfølgende måneder flød dødstruslerne mod forskellige fængselsbetjente, og i hvert fald i ét tilfælde udviklede det sig til vold.

I Politigårdens Fængsel fik en fængselsbetjent tidligt om morgenen 24. november flere knytnæveslag i ansigtet og faldt bevidstløs om.

Knap en måned forinden - 30. oktober 2017 - skal den 39-årige desuden have kaldt sin egen forsvarer for en svans og truet ham på livet.

Der er afsat fire retsdage til sagen. Dommen ventes 15. juni.

/ritzau/