Krav om 6 i snit luger ud i antal optagne på KU

Fra 2020 er det Københavns Universitets plan helt at revidere optagesystemet for kvote 2, således at et karaktergennemsnit på 6 kun skal gælde for optaget på kvote 1 - ikke kvote 2. Det kræver dog en lovændring. I år har der været krav om et snit på minimum 6 for alle optagne. (Foto: Foto: Niels Ahlmann Olesen/arkiv/Scanpix)

Op til 500 ansøgere har søgt dispensation fra et krav om et karaktersnit på 6 på Københavns Universitet.

Et nyt krav om et karaktergennemsnit på mindst 6 har betydet færre optagne på Københavns Universitet. Det fortæller Pernille Kindtler, sektionschef i Vejledning og Optagelse.

- Det har haft den konsekvens, at vi har optaget betydeligt færre, end vi gjorde sidste år, hvilket også var forventet, siger hun.

I alt har 6873 ansøgere fået tilbudt en studieplads på Københavns Universitet. Det er knap 400 personer færre end sidste år.

Det er første år, at universitetet har haft minimumkravet om 6 på sit optag på kvote 1. Det blev gjort muligt i 2016 med en lovændring.

Sidste år optog KU over 700, der havde et gennemsnit på under 6. Og selv om der er blevet oplyst om det nye karakterkrav, er der forsat mange, som har forsøgt sig trods et snit under 6.

- Der var en relativt stor del af vores ansøgere også i år, der ikke havde 6 i gennemsnit.

- Vi tror, at det er en kombination af, at en del ikke har været opmærksomme på det, men at der også en rigtig stor andel af dem, der har søgt dispensation fra kravet.

- Vi har haft mellem 450 og 500 dispensationsansøgninger fra kravet, fortæller Pernille Kindtler.

Det er muligt for ansøgerne at søge dispensation om kravet på 6. Men i så fald skal de enten kunne dokumentere, at der var særlige forhold, der gjorde sig gældende ved eksamenstid - som eksempelvis alvorlig sygdom.

Eller også skal den studerende kunne bevise, at man efter endt gymnasial uddannelse har opnået meget bedre resultater ved eksempelvis at tage enkeltfag.

- Men der skal noget til, siger Pernille Kindtler, der også fortæller, at omkring 100 af dem, der har søgt dispensation, får medhold.

Karakterkravet på 6 er et forsøg på at få studerende, der er mere motiverede.

Fra 2020 er det universitets plan helt at revidere optagesystemet for kvote 2, således at et karaktergennemsnit på 6 kun skal gælde for optaget på kvote 1 - ikke kvote 2. Det kræver dog en lovændring.

Københavns Universitet er ikke eneste universitet, hvor man i år har forsøgt sig med karakterkrav.

På Aarhus Universitet har man for første gang haft et karakterkrav på 7 i gennemsnit samt 7 i matematik på højniveau på tre uddannelser.

Det gælder for uddannelserne datalogi, fysik og it-produktudvikling.

Kravene skal forsøge at nedbringe et meget stort frafald på studierne, som universitetet har set tidligere år.

Kravet har umiddelbart givet lavere optag på uddannelserne fysik og it-produktudvikling. På datalogi er optaget dog steget.

Fra næste år vil Aarhus rulle karakterkravene ud på alle uddannelser på fakultetet Science and Technology.

/ritzau/