Ritt Bjerregaard kan i dag ånde lettet op.
Den tidligere socialdemokratiske minister og overborgmester i København har nemlig fået en god besked fra lægerne.
"På denne skønne sensommerdag fik jeg også den helt afgørende besked, om at mine metastaser ikke har bredt sig," lyder det fra blandt andet fra Ritt Bjerregaard i en opdatering på Facebook.
"Var min kræft blevet opdaget i tide, hvis jeg ikke havde været veluddannet?"
77-årige Ritt Bjerregaard er uhelbredeligt syg af kræft og lever med metastaser i lungerne. Det er en konsekvens af den tarmkræft, hun har kæmpet med siden 2015. Og selvom mestastaserne stadig vokser, har de altså ikke bredt sig.
"De sidder i lungerne og vokser stadig, men meget, meget lidt, så nu får jeg et halvt år mere, før en ny skanning viser, hvordan det så går. Åh hvor var det dejligt," skriver Ritt Bjerregaard på Facebook.
Kæmper for aktiv dødshjælp
Sammen med sin mand, Søren Mørch på 84 år, er Ritt Bjerregaard fortaler for aktiv dødshjælp.
- Vi har begge to den indstilling, at vi ikke vil ende som en grøntsag, der hverken kan det ene eller det andet. Vi er rigtig glade for, at lægerne er blevet dygtigere og kan hjælpe os, men vi vil også have en mulighed for, når vi ikke vil mere, at kunne sige fra og sige ”tak skal I have, nu kan I godt stoppe", har Ritt Bjerregaard tidligere udtalt til DR.