Da Poul L. Larsens tvillingebror, Jørgen L. Larsen, døde af kræft i 2013, gav Poul ham et løfte. Han ville sørge for, at Jørgen L. Larsens død ikke skulle være forgæves.
Poul L. Larsen har ligesom sin tvillingebror arbejdet som brandmand det meste af sit liv. Så da hans tvillingebror fik afslag på sin ansøgning om erstatning for kræftsygdommen hos Arbejdsskadestyrelsen, fik Poul L. Larsen blod på tanden.
Han ville kæmpe for at få risiciene ved arbejdet som brandmand frem i lyset.
Men selvom han råbte højt, stødte han kun panden mod muren. Ingen ville anerkende faren ved arbejdet.
- Jeg synes, det er en noget uartigt svineri, at de lader os sejle vores egen sø. Når nu vi har hjulpet samfundet og reddet liv i så mange år, er der ingen hjælp at hente, når vi står og skal bruge hjælp. Det var der heller ikke, da jeg mistede min bror, siger Poul L. Larsen.
Studie bekræfter øget risiko for kræft
I 2009 fik Poul L. Larsen konstateret modermærkekræft efter 36 år som brandmand. Men ligesom sin bror fik han afslag på sin ansøgning.
Da Poul. L. Larsen efterfølgende klagede over afgørelsen, afviste de igen klagen.
"Vi er opmærksomme på, at det seneste forskning fra USA viser, at der er en øget risiko for flere typer kræft hos brandmænd. Der er dog tale om enkeltstående forskningsresultater, der stadig ikke kan pege på årsagssammenhængen," skrev Arbejdsskadestyrelsen i et svar til ham.
Nu bekræfter et nyt dansk studie udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at der er en øget risiko for at få kræft hos brandmænd.
Brandmænd har 30 procent større risiko for testikelkræft, 24 procent større risiko for modermærkekræft og 12 procent større risiko for alle hjertekarsygdomme.
Men de tal overrasker ikke Poul L. Larsen.
- Det er jo det, vi hele tiden har sagt, hvor ingen har villet lytte. Hvorfor fanden skal de bruge seks millioner kroner på noget, der allerede er forsket igennem, spørger Poul L. Larsen.
"Min krop er banket tilbage til stenalderen"
Han håber dog, at tallene åbner op for, at hans kollegers erstatningssager kommer igennem. Siden 2012 har 143 brandfolk anmeldt deres kræftsygdom som arbejdsskade. I 2014 havde kun én fået erstatning.
- Det ville være en sejr for alle de kollegaer, jeg har mistet til kræften, og alle dem der stadig render rundt med det, hvis der blev lavet politisk lovgivning om vores sikkerhed derinde, siger Poul L. Larsen.
I dag kæmper Poul L. Larsen stadig med kræften. Han er i behandling for en ny kræftform, der er en udløber af hans modermærkekræft.
- Det er en af de værste kræfttyper. Alt det, jeg har kunnet gøre før i tiden, kan jeg ikke mere, for min krop er banket helt tilbage til stenalderen, siger Poul L. Larsen.
Han undrer sig over, at der bliver snakket så meget om farligheden i at ryge, men at politikerne er tavse omkring risikoen ved at være brandmand.
- Brandmænd kommer i kontant med røg, der indeholder 100.000 flere kræftfremkaldende stoffer end cigaretter, siger Poul L. Larsen.
Beskæftigesesminister Troels Lund Poulsen fortæller til DR, at han har brug for at se mere faglig forskning, før han vil handle. Indtil videre har han forelagt problemstillingen for Folketinget og nedsat en ekspertgruppe, der nu skal finde ud af, om der er grundlag for at handle politisk.