Sundheden er pilskæv.
Danskere med kort uddannelse -10 år eller mindre - bliver langt mere syge end de medborgere, som har en længere uddannelse, viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.
- Det er ret markant og lige godt pokkers, at der er så stor forskel mellem, hvor ofte lavt- og højtuddannede bliver indlagt på sygehuse, og at livsstilsfaktorerne er skyld i 60 pct. af forskellen, påpeger professor Knud Juel fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.
Ifølge undersøgelsen har kvinder med en kort uddannelse 41 pct. større risiko for at blive indlagt på sygehus end kvinder med en lang uddannelse. For mændene er de kortest uddannedes risiko øget med 31 pct. i forhold til mænd med de længste uddannelser.
Samtidig fastslår undersøgelsen, at 60 pct. af den sociale ulighed kan forklares ved, at mennesker med kort uddannelse generelt har en mere usund levevis. De ryger mere, drikker mere alkohol, bevæger sig mindre og vejer gennemsnitligt mere end folk med høj uddannelse.