Korruptionsanklagede Netanyahu får lov at danne regering

Benjamin Netanyahu er Israels længst siddende premierminister. (Arkivfoto) (Foto: Pool New/Reuters)

Premierminister Benjamin Netanyahu og rivalen Benny Gantz får som aftalt lov til at dele magten mellem sig.

Anklagerne om korruption mod premierminister Benjamin Netanyahu diskvalificerer ham ikke fra at danne en regering i Israel.

Det har Israels højesteret besluttet onsdag.

Dermed er vejen banet for, at den 70-årige politiske veteran og formand for Likud-partiet kan forblive ved magten.

Yderligere konkluderer højesteret, at Netanyahus regeringsaftale med rivalen Benny Gantz, der er formand for Blå og Hvid, ikke er i strid med loven.

Benjamin Netanyahu og Benny Gantz indgik i april en aftale om at danne en såkaldt nødregering.

Aftalen betyder, at Netanyahu fortsætter som premierminister de første 18 måneder af embedsperioden, hvorefter oppositionsleder og parlamentsformand Gantz overtager posten.

Benjamin Netanyahu, der er Israels længst siddende premierminister, blev i januar sigtet for korruption.

Iagttagere havde spået, at Netanyahu ville gå efter at få endnu et valg, så han kunne presse ny lovgivning igennem, der kan beskytte ham mod anklagerne.

Israel har haft tre valg på mindre end et år, men ingen af dem gav nogen af fløjene et klart mandat.

Heller ikke ved det seneste valg den 2. marts formåede hverken Blå og Hvid eller Likud at sikre sig et flertal i parlamentet. Siden da har de forhandlet om et samarbejde.

Der har været pres på Gantz og Netanyahu for at samles og give landet en sjælden periode med politisk ro, mens coronaudbruddet raser.

Gantz blev i marts overraskende valgt til formand for det israelske parlament, Knesset.

Retssagen mod Benjamin Netanyahu skulle efter planen have været begyndt 17. marts, men på grund af coronaviruskrisen er den indtil videre udsat til 24. maj.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters