Selvom spændingerne mellem Nordkorea og Sydkorea i dag brød ud i lys lue, da diktaturstaten i nord angreb sin sydlige nabo med artilleri-ild, står verdenen ikke på tærsklen til en omfattende krig.
"Der er ingen, der har interesse i en storkrig," siger Peter Kim Laustsen, der arbejder som specialkonsulent ved Forsvarsakademiet, til Newspaq.
"USA er bundet op mange andre steder med et engagement. Kina har slet ingen interesse i det her, fordi et ustabilt Nordkorea vil føre til massive befolkningsstrømninger ind over grænsen til Kina," vurderer han.
Dertil kommer, at en storkrig med udspring på den koreanske halvø vil forværre den krise, som i øjeblikket tynger verdensøkonomien. Og det vil ingen af stormagterne tillade, lyder det fra Peter Kim Laustsen.
Nordkorea ramte i dag Sydkorea med raketter, nærmere bestemt øen Yeonpeng, der ligger tæt på de to landes grænse. Det sydkoreanske militær har svaret igen på angrebet, der angiveligt har sat 60-70 huse i brand, såret fire sydkoreanske soldater og flere civile.
Sydkorea har siden indstillet deres tilbage-angreb.