Koranlærer idømmes tre års fængsel for terrorstøtte

Michael Juul Eriksen, forsvarsadvokat for den dømte koranlærer, havde argumenteret for en frifindelse af sin klient. (Foto: Foto: Nils Meilvang/arkiv/Scanpix)

En 24-årig dansksomalisk mand fra Aarhus er fredag idømt tre års fængsel for støtte til den militante gruppe al-Shabaab.

Det har et nævningeting ved Retten i Aarhus bestemt.

Den tiltalte, Ahmed Halane, blev tidligere på dagen fundet skyldig i at have rejst til Somalia for at støtte ekstremistgruppen.

Retten fandt det bevist, at den tiltalte rejste til Somalia med den hensigt at tilslutte sig al-Shabaab og fremme dens kamp for Somalia som en islamisk stat.

De tre dommere og seks nævninger fandt det dog ikke godtgjort, at han havde været i træningslejr og modtaget undervisning i brug af våben.

Ahmed Halane er opvokset i Aarhus og dansk statsborger, men som niårig flyttede han med sin familie til Manchester.

Som 19-årig blev han koranlærer ved den lokale moské, hvor han også virkede som imam.

Manden er kendt i islamiske kredse for sin smukke sangstemme og evne til at recitere Koranen, som han allerede som barn lærte udenad.

Ifølge anklagemyndigheden har han haft en central rolle i et islamistisk netværk, som har fostret flere syrienkrigere.

Også den tiltaltes to tvillingsøstre tog som 16-årige til Syrien for at lade sig gifte med IS-krigere.

Ahmed Halane har nægtet sig skyldig i alle anklager.

Han har forklaret, at han læste mellemøststudier på universitetet i Manchester og ville besøge noget familie i Somalia.

Men her blev han mod sin vilje tilbageholdt og placeret i et fængsel, hvor han ifølge sin egen forklaring blev lænket og slået under fødderne.

Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen er tilfreds med, at hans klient blev frifundet for at have deltaget i terrortræning og for at have virket som imam for al-Shabaab.

- Vi fik medhold et stort stykke af vejen, men vi ville gerne have en fuldstændig frifindelse, siger han.

Den dømte har nu to uger til at overveje, om dommen skal ankes.

Selv om den tiltalte ikke blev dømt for alle forhold i anklageskriftet, er anklager Dorthe Lysgaard umiddelbart tilfreds.

- Retten har slået fast, at alene det at man har tænkt sig at tilslutte sig en terrororganisation, så bakker man op om den og kan dømmes, siger hun.

Anklageren medgiver, at det bevismæssigt har været en svær sag at løfte, idet man ikke har haft eksempelvis medlemslister, sådan som IS har haft.

Disse medlemsfortegnelser blev lækket, og det har ført til retsforfølgelse af mange syrienkrigere.

/ritzau/