Koranlærer findes skyldig i terrorstøtte i Somalia

En 24-årig dansksomalisk mand er fredag fundet skyldig ved Retten i Aarhus i at have taget til Somalia i den hensigt at tilslutte sig ekstremistgruppen al-Shabaab. Selv nægter han alle anklager. (Foto: Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix)

Dansksomalisk mand, der rejste til Somalia, er skyldig i terrorfremmende aktiviteter, mener Retten i Aarhus.

En 24-årig dansksomalisk mand er ved Retten i Aarhus fundet skyldig i at have rejst til Somalia for at støtte den militante gruppe al-Shabaab.

Retten har ikke fundet det godtgjort, at han rent faktisk deltog i ekstremistgruppens træningslejr og modtog våbentræning.

Man har i stedet fundet ham skyldig i den subsidiære tiltale om, at han ville fremme en organisation, som virker ved hjælp af terror.

Den tiltalte - en tætbygget mand med sort, krøllet hår - er opvokset i Aarhus og dansk statsborger.

Han flyttede i 2002 til Manchester med sin familie, og her virkede han som koranlærer i en moské.

Anklager Dorthe Lysgaard har argumenteret for, at han har spillet en nøglerolle i et islamistisk netværk med base i Manchester.

Tre fra netværket tog til Syrien og Irak, hvor de blev dræbt på slagmarken som krigere for Islamisk Stat (IS).

To andre fra netværket, herunder den tiltaltes fætter, er fængslet i England i terrorrelaterede sager.

En fjerde person, Joel Nur, blev 23. marts ved Retten i Esbjerg idømt fire års fængsel for at have virket som imam i IS-kontrollerede områder.

Også den tiltaltes to tvillingsøstre tog som 16-årige til Syrien for at lade sig gifte med IS-krigere.

Den tiltalte har nægtet sig skyldig i alle anklager.

Han har forklaret, at han læste mellemøststudier på universitetet i Manchester og ville besøge noget familie i Somalia.

Men her blev han mod sin vilje tilbageholdt og placeret i et fængsel, hvor han ifølge sin egen forklaring blev lænket og slået under fødderne.

Efter at retten har afsagt kendelse om skyld, skal de tre dommere og seks nævninger nu tage stilling til strafudmålingen.

Anklageren argumenterer for en straf på minimum fire års fængsel.

Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen mener, at hans klient maksimalt står til en straf på halvandet til to års fængsel.

Han har sagen igennem peget på, at der ikke er beviser, kun indicier, der peger på, at hans klient har haft til hensigt at tilslutte sig al-Shabaab.

Nævningetinget har nu trukket sig tilbage for at votere, og der ventes endelig dom fredag eftermiddag.

/ritzau/