Han er blevet kaldt "en dinosaurus", "et fortidslevn" og "homofob".
Men Maltas stærkt omdiskuterede kandidat til at overtage posten som EU's sundheds- og forbrugerkommissær efter den korruptionsfyrede John Dalli ser nu alligevel ud til at have snakket sig til Europaparlamentets gunst.
Tonio Borg, der i tirsdags var til intens høring i parlamentet, kan ifølge en evalueringsrapport fra høringen formentlig regne med opbakning fra et flertal af parlamentarikerne, når de stemmer om ham onsdag i næste uge.
Ifølge rapporten vender tre af de politiske grupper - De Grønne, De Liberale (Alde) og Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe (GUE/NGL) - tommelfingeren nedad.
Socialdemokraterne giver ingen klar anbefaling, men skriver om Borg som om, han allerede er kommissær.
Resten af partigrupperne siger ja.
Hvis alle følger partilinjen, giver det 177 nejstemmer, 190 måske-men-mest-ja og 387 ja. Der skal altså ret mange oprørske parlamentarikere til at stemme Borg ned.
Danske Emilie Turunen (SF) og Britta Thomsen (S) sagde efter høringen i tirsdags til Ritzau, at Borg havde svaret godt for sig. Men begge var stadig så utrygge ved hans tidligere holdninger til kvinder og homoseksuelle, at de vil stemme imod.
Borg er blandt andet kendt for at have været imod en lov om homoseksuelles rettigheder på boligmarkedet, at have stemt imod en skilsmisselov og støtte fængselsstraf for kvinder, der har fået foretaget abort.
Emilie Turunen har kaldt ham "ærkekonservativ", "et fortidslevn" og "for langt ude for skiven", mens den svenske liberale Cecilia Wikström har sagt, at "de sender og en stor, fed, fantastisk skandale - ikke en kommissær, men en dinosaurus".
Kommissionsformand José Manuel Barroso har allerede sagt god for Borg. Parlamentet kan formelt ikke blokere for udnævnelsen, men et markant nej ville lægge pres på Barroso for at følge trop.
/ritzau/