I en ny rapport bliver jord- og betonarbejder fremhævet som et job, hvor det psykiske arbejdsmiljø er fuldstændig tip-top.
Men Jakob Mathiassen og Jannik Juul Nielsen, der begge er garvede jord- og betonarbejdere, påpeger, at et smil på læben, når man går på arbejde, ikke er alt.
- Vi går på arbejde for at tjene penge. Det er derfor, vi står op om morgenen. Vi kan godt lide vores arbejde og vores kollegaer, men jeg har sgu ikke mødt nogle jord- og betonarbejdere, der opfatter det som et kald. Det er nok de færreste betonarbejdere over 50, der ville vælge det, hvis man kunne tjene det samme i et andet job, siger Jakob Mathiassen, der også er forfatter til bogen Beton - Historier fra skurvognen.
Udover en god løn kan man ellers ifølge den nye rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø nyde godt af et arbejde med et lavt arbejdstempo sammen med fantastiske kollegaer, hvor der er få tilfælde af stress og depression.
Derudover slipper man ifølge rapporten for at tage arbejdet med hjem, og der er heller ingen sexchikane.
På trods af alt det vil Jannik Juul Nielsen aldrig råde sine børn til at gå i farmands fodspor.
- Når man læser sådan en undersøgelse og hører de rosende ord, så lad mig sige det så klart her: Du finder ikke en jord- og beton'er, som ville råde sit barn til at vælge det samme. Det er simpelthen for fysisk hårdt, siger han og uddyber:
- Vi er ikke psykisk stressede, men vi er fysisk stressede. Når jeg kommer hjem nogle gange, så ryster hele kroppen simpelthen som et espeløv på grund af de akavede stillinger, man til tider står i.
Oldschool arbejderklasse
Eva Hertz er psykolog og direktør i Center for Mental Robusthed.
Hun arbejder med trivsel i arbejdslivet og påpeger i dag i Avisen.dk, at når jord- og betonarbejdere bliver fremhævet for det gode arbejdsmiljø, er det blandt andet fordi, det er et erhverv, som ikke er blevet revet med i det moderne ræs.
De får ikke emails og opkald på skæve tidspunkter af døgnet og skal ikke selv administrere en arbejdstid, der er præget af konstante deadlines.
Når en jord- og betonarbejder har fri, hiver vedkommende altså ikke arbejdet med hjem og kan hengive sig til familien. Og det er noget, som giver psykisk velvære.
Ifølge Jakob Mathiassen hænger det dog også sammen med, at man ikke har noget at have sagt på arbejdet.
- Jeg kan genkende, at man slipper sit arbejde, når man har fri. Det er jo det gode ved ikke at have nogen magt. Man får ikke stress, for man tager ikke nogle væsentlige langsigtede beslutninger, siger han.
Det lyder da rart, men på den anden side er det vel heller ikke særlig fedt ikke at have nogen indvirkning på sit arbejde?
- Næ, men sådan er det jo at være på bunden og være ufaglært. Det er hårdt arbejde, men du ligger ikke og vender dig i din seng, for i morgen er det bare det samme igen.
Han bakkes op af Jannik Juul Nielsen, der maler et billede af en vaskeægte arbejderklasse.
- Vi er Danmarks dårligst uddannede fag. Mindre end hver 10. er uddannet. Vi er en rigtig oldschool arbejderklasse.
Kontorarbejde er "a walk in the park"
Jakob Mathiassen holder i øjeblikket en pause fra byggepladserne, da han frem til september er i gang med et projekt for 3F om de udskældte arbejdsforhold for metroarbejdere.
- Kontorarbejde, som jeg laver nu, er jo a walk in the park i forhold til at være på byggepladsen. Jeg sidder bare herhjemme, siger han, mens en hylende baby i baggrunden næsten drukner ordene.
- Nu er min unge for eksempel syg. Det er intet problem. Jeg flexer det jo bare og arbejder samtidig. Det er ikke sådan, at jeg har en formand, som råber, siger Jakob Mathiassen og trækker vejret dybt ind og kaster sig ud i en helhjertet parodi af en chef:
- Hvad fanden foregår der Jakob? Hvorfor har du ungen med på pladsen? Det er sgu da konen, der skal tage et sygt barn! Det er sgu da ikke noget, mænd gør! Hvad helvede! Hvad sker der? Er du overhovedet interesseret i at arbejde her?
Rapport med et gran salt
Også Jannik Juul Nielsen påpeger, at man ikke ligefrem skal få et romantisk syn på jord- og betonfaget, blot fordi der udkommer en rapport. Der er nemlig skyggesider ved de rosende ord.
- En arbejdsdag på 12 timer er ikke unormalt, så når vi har et lavt arbejdstempo, skal du tænke på, at det er fordelt over væsentligt længere tid end for andre. Jeg har kollegaer, der har kørt fra klokken seks om morgen morgen til klokken fem om aftenen i seks uger i streg, siger han.
Han fortæller også, at de lange dage til tider går ud over nattesøvnen, hvor der ofte kun er tid til 4-5 timer på øjet, før en ny dag lurer. Det lave arbejdstempo er derfor ifølge Jannik Juul Nielsen et forsøg på overlevelse på jobbet frem for et udtryk for hygge.
- Jeg står op klokken fire, så de dage hvor jeg arbejder til klokken 17.00, der er jeg først hjemme 18.30. Det handler simpelthen om at rationere dagen, så du ikke falder helt fra hinanden, siger han.
Kroppen siger stop
Men med tiden falder jord- og betonarbejderes kroppe fra hinanden.
Det siger både Jannik Juul Nielsen og Jakob Mathiassen, der peger på de hyppige arbejdsulykker og den evindelige nedslidning som det værste ved faget.
Hvad er det værste ved at være Jord- og beton'er?
- Der er nedslidning, og så at det er et pisse farligt arbejde, siger Jakob Mathiassen, og Jannik Juul Nielsen uddyber:
- Jeg har været i faget siden 2001 og er i dag 33 år. Jeg har allerede jævnligt rygproblemer. Det er ikke unormalt at møde 35-40 årige, der æder smertestillende for at klare hverdagen som jord- og beton'er. Det glemmer man at sige i rapporten.
Når morgensolen stiger op over bygningerne
Trods knokleriet med betonelementer dag ud og dag ind er de to jord- og betonarbejdere glade for deres job.
- Det bedste ved mit arbejde er kollegaerne og så naturligvis, når huset står tilbage. Mange mennesker kan ikke se resultatet af deres arbejde. Hvad kan kassedamen se efter en veloverstået arbejdsdag? Hver dag når jeg kører igennem København, kan jeg se, hvad jeg har bygget, siger Jakob Mathiassen og nævner Bella Sky hotellet på Amager som sin favorit.
Jannik Juul Nielsen er også arbejder helt ind til benet.
- Det er jo en livsstil. Vi hader vores arbejde om vinteren, men vi elsker det om sommeren. Der er simpelthen ikke noget smukkere end at se morgensolen stå op i horisonten, når du står på toppen af et hustag, siger han.