Kontant Skipper: Luk Løhdes omstridte styrelse

Luk Moderniseringsstyrelsen og slip de offentligt ansatte fri, lyder det fra Enhedslistens frontfigur Pernille Skipper.
Foto:Olafur Steinar Gestsson/Scanpix

- I mine øjne burde Moderniseringsstyrelsen jo et eller andet sted lukkes og slet ikke være arbejdsgiver for den offentlige sektor.

Den udmelding kommer Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper med i et interview i Ugebrevet A4. Hun mener, at Moderniseringsstyrelsen, der varetager statens opgaver som arbejdsgiver, grundlæggende har de forkerte værdier.

Hun kalder det meget sigende, at Moderniseringsstyrelsen har en mission, der som formuleret af styrelsen selv skal "føre en sund økonomisk politik, der styrker vækst og produktivitet samt sikrer effektivisering af den offentlige sektor".

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Problemet er, at Moderniseringsstyrelsen både fungerer som - og også har en mission, der handler om at kontrollere - den offentlige sektor. Effektivitet og produktivitet står i forreste række, men det burde jo være omsorg, tryghed og kvalitet i stedet for, fastslår Pernille Skipper.

Brug for udskiftning

Moderniseringsstyrelsens mission, værdier og retorik kommer fra den private sektor, anfører hun. Og al ære og respekt for at private virksomheder lever for at skabe overskud på bundlinjen, tilføjer hun.

- Men vores offentlige sektor er ikke sat i verden for at få gode tal på bundlinjen. Moderniseringsstyrelsen burde blive skiftet ud med nogle folk, der ved, hvorfor vi har en offentlig sektor overhovedet, fastslår hun.

Hun er dermed helt på linje med SF's formand Pia Olsen Dyhr, som også har foreslået Moderniseringsstyrelsen nedlagt.

I forhold til den offentlige sektor er Pernille Skipper ikke beroliget af, at statsministeren i sin åbningstale i Folketinget tirsdag forsikrede om, at regeringen passer på velfærdssamfundet.

- Hvis vi ikke begynder at gøre op med mistilliden til de offentligt ansatte og giver dem nogle ansættelsesforhold, så de gider være der. Og hvis vi ikke begynder at satse på den offentlige sektor som en værdiskabende motor i vores samfund, tror jeg, at det danske velfærdssamfund, som vi alle påstår at hylde, kommer til at dø på den ene eller anden måde, advarer Pernille Skipper.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.