Mens Venstre og Dansk Folkeparti står stejlt over for regeringen, så meddeler De Konservative, at partiet går målrettet efter et forlig om skattereformen med S-R-SF-regeringen.
Det skriver Reuters Finans.
- Vi ser mulighed for at få tilgodeset konservative synspunkter og holdninger omkring skat med det skatteudspil, som er kommet fra regeringen.
- Så vi har besluttet at gå ind i seriøse forhandlinger med regeringen. Det vil vi meddele, når vi i aften skal møde finansminister Bjarne Corydon, siger Lars Barfoed til Reuters Finans.
Han erkender, at de konservative ikke er begejstret for alle områder i regeringens udspil til skattereform, men han håber på, at de kommende forhandlinger vil føre til enighed.
Udmeldingen kommer, efter at Liberal Alliance har foreslået, at De Konservative og Liberal Alliance går sammen om at give regeringen et flertal for skattereformen, hvis man kan blive enige om detaljerne.
- Hver for sig har vi ikke flertal, men det har vi sammen, og det kan være en mulighed for at beskytte de unge boligejere og landets pensionister, som regeringen lægger op til at brandbeskatte, har Anders Samuelsen tidligere sagt.
Det er dog stadig uklart, om regeringens plan er at indgå aftalen med Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti eller en kombination af Liberal Alliance og De Konservative.
Alle partier har kritiseret regeringens udspil. Venstre kræver reelle skatteletter for 13 milliarder kroner, hvilket regeringen blankt har afvist, og Enhedslisten afviser til gengæld blankt at give danskere på overførselsindkomst en mindre stigning end hidtil.
Dermed siger Enhedslisten reelt nej til et af de helt afgørende finansieringspunkter i planen.