Kongehusekspert maner rygter i jorden: Margrethe er ikke på vej på pension

De mange arbejdsdage ser efterhånden ud til at slide på den arbejdsivrige dronning, men hun er ikke på vej på pension, mener kongehusekspert.
Dronning Margrethe besøgte Classic Race i Aarhus i weekenden og så sin søn prins Joachim køre racerløb.
Dronning Margrethe besøgte Classic Race i Aarhus i weekenden og så sin søn prins Joachim køre racerløb. Foto: Axel Schütt/Scanpix

Kongehuseksperten Sebastian Olden-Jørgensen er ikke i tvivl. Dronning Margrethe bliver på tronen, til hun styrter om.

Det siger han til Se og Hør, som har noteret, at regentens kalender er tæt pakket i øjeblikket.

77-årige Dronning Margrethe har ifølge ugebladet i første halvdel af maj haft otte aftaler i sin kalender.

Se og Hør mener, at "de mange arbejdsdage efterhånden ser ud til at slide på den arbejdsivrige dronning, som i forvejen er plaget af store smerter på grund af slidgigt i ryggen".

Ugebladet skriver blandt andet, at dronningen længe måtte klamre sig til et gelænder, da hun deltog i åbningen af udstillingen "Aarhus Fortæller" i Den Gamle By 11. april.

5. maj måtte hun ned at sidde, da hun skulle se på kunst ved gallafesten i Odenses nye musik- og koncerthus, Odeon.

Bryder sig ikke om pensionsrygter

Sebastian Olden-Jørgensen mener dog ikke, at dronningen viser tegn på at ville lægge flere af sine opgaver over til sine sønner.

Samtidig har dronningen givet udtryk for, at hun ikke bryder sig om rygter om, at hun er på vej mod en pensionering som prins Henrik.

– Ingen ville kritisere hende for at drosle lidt ned. Det er kun denne situation med prins Henriks pensionering og den røre, det har skabt, som gør det ekstra svært for hende. På grund af ham vil man hele tiden spørge, om dronningen er på vej mod det samme, siger kongehuseksperten til Se og Hør.

Prins Henrik trak sig tilbage fra offentligheden ved årsskiftet 2015-2016. I sin nytårstale erklærede dronningen, at hendes mand kun i begrænset omfang fremover ville deltage i officielle begivenheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.