Konflikt vil også ramme privatansatte

Tusindvis af privatansatte risikerer at stå uden arbejde og løn, hvis store dele af det offentlige lukker ned.
Lærerdemonstration. En række nordjyske organisationer havde onsdag den 20. marts 2013 indkaldt til demonstration på Gammel Torv i Aalborgs midtby.
Lærerdemonstration. En række nordjyske organisationer havde onsdag den 20. marts 2013 indkaldt til demonstration på Gammel Torv i Aalborgs midtby. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Det er ikke kun sygeplejersker og lærere, der kan se frem til aflåste arbejdspladser, hvis en storkonflikt bryder ud. Mange tusinde privatansatte risikerer at stå uden arbejde og løn, hvis vitale dele af det offentlige lukker, skriver Politiken fredag.


En rundringning til 10 firmaer og fagforbund foretaget af Politiken viser, at en eventuel strejke og lockout for omkring 500.000 offentligt ansatte vil brede sig som ringe i vandet i det private erhverv.

Konflikten risikerer blandt andet at ramme privatpraktiserende psykologer og rengøringsmedarbejdere på skoler og daginstitutioner og lukke for slagteriernes kødproduktion. I alt er der tale om privatansatte i titusindvis.

De fleste af faggrupperne er time- eller kontraktlønnede, og derfor risikerer de at stå med en reduceret eller tom lønkonto, hvis en konflikt bryder ud.

Især de danske slagterier risikerer at blive hårdt ramt, da fagbevægelsen har varslet strejke for store dele af fødevarekontrollen. Uden kontrol lukker slagterierne de facto, da man ikke kan slagte uden at kontrollere, om dyrene bærer rundt på sygdomme. Dermed kan en lockout være lig med et farvel til frikadellerne på spisebordet i en periode - med mindre farsen altså kommer fra fryseren.

- Når ikke der kommer levende grise ind på slagterierne, så vil virksomhederne blive tømt, og så bliver den her branche lagt ned. Det er kæmpestort. Det er en fødevarebranche i milliardklassen, der ryger på standby, siger næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen til Politiken. Han var i går til krisemøde med slagteribranchen om netop det problem.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.