Lærernes Centralorganisation har ifølge KL fredag meddelt, at man ikke vil indgå en aftale om nødberedskab, hvis det kommer til lockout på lærerområdet.
Det vil ifølge KL betyde, at sårbare børn vil blive berørt af konflikten - herunder børn med alvorlige psykiske lidelser, der modtager undervisning i specialklasser og på sygehuse.
- Vi er chokerede over meldingen fra Lærernes Centralorganisation, som er et klokkeklart brud på hovedaftalen mellem KL og Lærernes Centralorganisation, siger KL's chefforhandler, Michael Zeigler, i en pressemeddelelse.
Han understreger, at det altid vil være en vurdering, hvad der skal være omfattet af en aftale om nødberedskab.
- Men det ligger fast, at lærerne har pligt til at indgå en form for nødberedskabsaftale, siger Michael Ziegler (K).
Den tilsyneladende optrapning af konflikten mellem Lærernes Centralorganisation og KL, mens parterne fredag forhandler om arbejdstid i Forligsinstitutionen med forligsmand Mette Christensen for bordenden, får KL til at reagere.
- Vi vil indkalde Lærernes Centralorganisation til fællesmøde på mandag.
- Vi vil endvidere bede Arbejdsretten om at behandle en hastesag allerede nu på torsdag for at få fastslået, at lærerne har pligt til at indgå aftale med os om et nødberedskab, siger Michael Ziegler.
Han understreger, at et nødberedskab efter KL's opfattelse skal være så smalt som overhovedet muligt og kun omfatte de allermest sårbare børn, hvis liv og helbred ellers risikerer at komme i alvorlig fare i tilfælde af en konflikt.
- Det er en del af den danske model, at en konflikt skal kunne mærkes og gøre ondt.
- Men vi har en rodfæstet tradition, ikke mindst på det offentlige arbejdsmarked, for at udarbejde nødberedskab, så borgernes liv, helbred eller førlighed ikke kommer i fare, siger Michael Ziegler.
KL har varslet lockout af lærerne fra 1. april. Onsdag i næste uge har fagbevægelsen varslet demonstrationer i landets fire største byer.
/ritzau/