I år forventer kommunerne at bruge tre milliarder kroner ekstra på ældre og handicappede i forhold til sidste år.
Det skriver netavisen Altinget.
Kommunerne budgetterer samlet set med to milliarder kroner ekstra. Og med værdighedsmilliarden oveni er der cirka tre milliarder kroner mere til de ældre og handicappede.
Det er status oven på kommunernes budgettal for 2016, som Danmarks Statistik fornylig har indsamlet.
I Ældre Sagen glæder man sig over, at "der ser ud til at være sat en prop" i den udvikling, der de seneste år har budt på besparelse efter besparelse på ældreområdet. Faktisk forventer Ældre Sagen, at der trods inflation og 25.000 flere ældre i 2016 er penge tilbage til "en mindre genopretning" af hjælpen til de ældre.
I alt forventer kommunerne at bruge 51,4 milliarder kroner på ældre og handicappede i 2016, når værdighedsmilliarden lægges oveni.
Danmarks Statistik lægger udgifterne for handicappede og ældre sammen som en post. Derfor kan man ikke se præcist, hvilke grupper der får gavn af de øgede budgetter.
Men hos Danske Handicaporganisationer forventer man ikke, at pengene går til deres medlemmer.
- Jeg regner med, at de ekstra penge går til de ældre. Og det er godt for de ældre. Men den vækst ser ikke ud til at komme de handicappede til gavn. Vi ser ingen tegn på, at servicen bliver bedre," siger formand Thorhild Olesen til Altinget
Finansordfører hos SF, Jonas Dahl, er bekymret for fremtiden på grund af regeringens omprioriteringsbidrag. Det gør nemlig, at kommuner i 2016 får en halv milliard kroner og herefter 2,4 milliarder kroner mindre i bloktilskud fra staten hvert år.
- Jeg frygter, at det kommer til at koste på de forebyggende foranstaltninger, når kommunerne hvert år skal spare penge. Det rammer som regel de svageste ældre, børn og handicappede, siger Joans Dahl.
I Ældre Sagen hejser Jens Højgaard også "et advarselsflag" i forhold til konsekvenserne af omprioriteringsbidraget.