Armlægningen mellem finansminister Bjarne Corydon (S) og Kommunernes Landsforening, KL, om næste års budget ligner især en kamp om to milliarder kroner på anlægsområdet.
Det står klart efter, at parterne mandag holdt deres indledende møde om næste års økonomiske ramme for kommunerne.
De 98 kommuner har på forhånd bedt om at få det samme til anlægsbudgetterne i 2015, som de får i år. Men det krav møder finansministeren med hælene i jorden.
- Vi lægger op til, at vi nu stille og roligt normaliserer investeringsniveauet på anlægsområdet, som jo har været ekstraordinært højt her i kriseårene, siger Bjarne Corydon.
Og rigtigt gættet: "normalisere" betyder sænke. Ifølge finansministeren lægger regeringen op til at "normalisere" anlægsområdet med "i størrelsesorden to milliarder kroner".
For at sparke gang i økonomien har kommunerne ligget på et ekstraordinært niveau på anlægsområdet de seneste år - en situation, der ikke længere er behov for at opretholde, mener finansministeren.
- Vi skal tilbage til et niveau, der stadig er højt, men som ikke længere er præget af, at vi er i dyb økonomiske krise, siger Corydon.
Den nye formand for KL, Martin Damm (V), mener ikke, at det er tid til at drosle ned på kommunernes rammebudget.
- Vi lægger op til, at vi får de samme penge næste år, mens finansministeren ønsker, at vi går 11 procent ned, og det, synes vi ikke, er rimeligt, siger Martin Damm og fortsætter:
- Historisk set er det kommunerne, der har stået for den store genopretning af dansk økonomi. Vi har vinket farvel til over 18.000 medarbejdere, mens staten og kommunerne har ansat flere, og der siger vi, at det må være slut nu.
/ritzau/