Landets kommuner har de seneste år skullet spare massivt på budgetterne, men det har ikke afholdt nogle af de folkevalgte politikere på at fyre millioner af skattekroner af på alverdens kunstværker.
Det skriver Ekstra Bladet lørdag.
En aktindsigt, avisen har søgt i kommunernes indkøb af kunst de seneste ti år, afslører, at mens nogle kommuner har smækket kassen i, så har andre holdt en kunstfest.
Et af de parametre, man kan sammenligne kommunernes kunst-interesse efter, er, hvorvidt de automatisk øremærker penge til kunst, når de bygger nyt eller renoverer kommunale bygninger. Her viser aktindsigten, at 36 kommuner samlet har afsat 40,8 millioner kroner, mens resten ikke har afsat penge på den konto.
Topscoren er Odense Kommune, der har brugt knap 9 mio. kr. på fem år til kunst i nybyggeri, efterfulgt af henholdsvis Aarhus, Kolding og Ballerup Kommune, der på 10 år har haft øremærket henholdsvis 6,1 mio. kr., 5,6 mio. kr. og 3 mio. kr. til kunst.
Ekstra Bladet har været rundt i landet og besøgt en række af de skattebetalte værker. De falder langtfra altid i borgernes smag, og mange steder så borgerne hellere pengene brugt på eksempelvis børn og ældre.
Og det er der, ifølge professor og velfærdsforsker Bent Greve, en god forklaring på:
- Når man ser på vælgernes holdning til, hvad de synes, den offentlige sektor skal på bruge penge på, så kommer kultur og kunst oftest meget langt nede på listen - og efter de mere klassiske velfærdsområder som sundhed ældre og børn.
- Sådan en opfattelse skærpes, når der er færre penge til rådighed - og endnu mere hvis det tilmed er et værk, der ikke falder i borgernes smag. Så det er noget, politikerne skal have for øje, hvis de vælger at bruge mange penge på kunst, siger han.
I Ballerup Kommune har man udover 3 mio. kroner til kunst i nybyggeri brugt yderligere 13 millioner på kunst siden 2005.
Og borgmester, Jesper Würtzen (S), kan godt forstå, hvis nogle borgere er utilfredse:
- Vi har på grund af besparelser skåret ned for budgetterne til kunst, og jeg kan sådan set godt forstå, hvis nogle tænker, at vi ikke skal bruge penge til kunst. Men samtidig er kunst med til at skabe identitet, debat og kultur i lokalområder og kommunen, siger han.