Rigtig mange får foretaget energirenoveringer i disse år. Og det gælder i den grad også i det kommunale landskab, hvor hele 97 procent af kommunerne har igangsat energirenovering af kommunale bygninger inden for de seneste fem år.
Samme procentdel siger, at de har optrappet arbejdet med energirenovering siden 2007, viser en ny Momentum-undersøgelse blandt de kommunale teknik- og miljøchefer.
Resultaterne glæder Katherine Richardson, tidligere formand for Klimakommissionen.
- Jeg vidste godt, at mange kommuner gør et stort stykke arbejde på det her område, men at det er så mange, som undersøgelsen viser, overrasker mig positivt, siger hun til Momentum, nyhedsbrevet for Kommunernes Landsforening (KL).
I Albertslund Kommune vest for København lagde man sig allerede i 2008 forrest i feltet ved at lade sig udnævne til Danmarks eneste kommune, der er 100 procent miljøcertificeret.
For at opnå den titel, som er Miljøstyrelsens svar på et "Godkendt"-stempel, har Albertslund siden midten af 00'erne arbejdet systematisk med en gennemgribende omlægning af kommunens drift og energiforbrug.
- Kommunalbestyrelsen er enig om, at det er den her udvikling, vi ønsker. Vi mærker også en klar opbakning fra befolkningen, fortæller Niels Carsten Bluhme, direktør for Miljø- og Teknikforvaltningen i Albertslund Kommune.
Ifølge Jens la Cour, miljøpolitisk medarbejder og kampagneleder for klimakommuner i Danmarks Naturfredningsforening, er energirenovering især slået igennem, efter det gik op for kommunerne, at der er mange penge at spare.
Han opfordrer dog kommunernes forening og staten til at gøre en større indsats for at markedsføre den økonomiske gevinst.
- Potentialet er fortsat enormt, og derfor kan vi heller ikke forstå, at staten og KL ikke er mere interesseret i at hjælpe kommunerne ved for eksempel at lave en mere overordnet, koordineret indsats, siger Jan la Cour.
/ritzau/