Steen Hendriksen har som tidligere lastbilchauffør kørt vejene tynde i Randers og omegn. Men i 2014 kom han ud for en voldsom ulykke, der resulterede i et piskesmæld og flere diskusprolapser.
Steen Hendriksen oplever i dag så voldsomme smerter fra hans arbejdsulykke, at han ikke kan gå 500 meter.
Ulykken har ydermere sendt ham ud i et årelangt ressourceforløb i Randers Kommune, som over sommeren resulterede i, at han uden sit samtykke blev sendt på et psykomotorisk kursus, som indeholdte salsaundervisning. Og dét blev for meget for Steen Hendriksen.
- Jeg stod af, da jeg skulle danse salsa. Det er at gøre grin med mig og skatteborgernes penge. Jeg har været i ressourceforløbet et års tid nu og har absolut intet fået ud af det, sagde Steen Hendriksen til Fagbladet 3F i juli.
Steen kan ikke gå 500 meter: Sendt til salsadans i ressourceforløb
Men nu har piben fået en anden lyd hos Randers Kommune. Steen Hendriksen fortæller, at han ikke længere skal gå til salsaundervisning.
- Nej, jeg skal ikke gå til salsa længere. Jeg er blevet pillet af holdet, fortæller Steen Hendriksen til Avisen.dk.
Jens Laursen er formand for transportgruppen i 3F Randers, han bekræfter, at Steen Hendriksen har fået et ok fra kommunen til ikke deltage i salsaundervisningen.
- Den ros skal kommunen dog have. Da Steen fortæller dem, at han finder det for latterligt og fuldstændig spild af hans tid, så får han også lov til at blive fri, fortæller Jens Laursen til Avisen.dk.
Kommunen skal blive bedre til at lytte til borgeren
Selvom Steen Hendriksen har fået grønt lys til at lade salsa-skoene blive hjemme, så er han stadig meget kritisk over for det forløb, han har været gennem - et forløb som stadig ikke er afsluttet.
Han mener nemlig ikke, at kommunen lytter til hans ønsker og forslag.
- Jeg går bare i det her hamsterhjul. Jeg ved ikke, hvornår der sker noget, fortæller han og fortsætter:
- Lige nu afventer vi en redegørelse fra min læge, som netop er kommet tilbage fra ferie. Nu skal vi så mødes med de andre socialrådgivere i kommunen, og så sker der forhåbentlig noget, fortæller han.
Ekspertens dom: Ydmygende at jobcenter sender syge Steen til salsa
Jens Laursen fra 3F er enig i kritikken af kommunen. Han fortæller, at det forestående møde, kun er kommet på plads, fordi 3F i Randers har insisteret på det.
- Det er vores socialrådgiver i 3F, som har sagt: "Nu trækker vi en streg i sandet. Nu er nok nok, sagen er fuldt belyst," fortæller han.
Randers Kommune ønsker ikke at udtale sig i en personsag. Men oplyser, at der rigtig nok har været et møde mellem den ansvarlige sagsbehandler og Steen Hendriksen, og at kommunen har fuld tillid til, at Steen Hendriksen har formidlet indholdet i det møde korrekt til Avisen.dk.
Avisen.dk følger sagen løbende.