Værs'go. Du er ansat som rengøringsassistent i to timer og tre minutter om dagen.
Sådan kan ansættelsesvilkårene se ud for rengøringsassistenter i Københavns Kommune. Et stigende antal rengøringsassistenter bliver ifølge fagforeningen KLS, Kommunale Lønarbejdere i Storkøbenhavn, under FOA, ansat på kontrakter, hvor arbejdstiden gøres op på minutter. Ofte i ganske få timer dagligt.
Vilkårene er uacceptable, mener SFs sundheds- og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen, der nu kræver handling fra overborgmester Frank Jensen (S) og børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev V). De to borgmestre har begge rengøringsfolk på 'decimal-ansættelser', som minutansættelserne kaldes, i deres forvaltninger.
Ninna Thomsen er ikke i tvivl om, at der er tale om en konsekvent strategi med effektivisering som mål.
- Jeg er ret chokeret over det. Det lugter langt væk af, at man er i gang med at presse en ufaglært medarbejdergruppe, for vi ser jo ikke andre andre blive ansat på de vilkår, siger Ninna Thomsen.
Skaber 'working poor'
Hun fortæller, at hun har set eksempler på, at rengøringsassistenter er ansat i 16,42 timer, 13,08 timer og 14,16 timer om ugen. Decimal-ansættelserne opstod som følge af en ny budgetmodel, der blev indført i 2012. Arbejdstiden er blandt andet beregnet efter, hvor stort et areal, assistenterne skal nå at gøre rent.
Ansættelserne leder tanken hen på begrebet 'working poor' kendt fra blandt andet Tyskland, mener Ninna Thomsen:
- Man er i job, men har samtidig svært ved at komme op på en arbejdstid og en løn, som man kan leve af. Det er en problemstilling, som vi skal tage meget alvorligt inden for rengøringsfaget, mener Ninna Thomsen.
Hun har bedt både Frank Jensen og Pia Allerslev om at redegøre for omfanget af decimalansættelser og samtidig stillet forslag om, at disse ansættelser afvikles. Forud for torsdagens møde i Borgerrepræsentationen, hvor sagen er på dagsordenen, er overborgmesteren lydhør over for forslaget om at blive decimalansættelserne kvit:
- Jeg er helt enig med SF i, at vi skal have gjort noget ved disse decimalansættelser. Der er heldigvis allerede gang i en dialog mellem kommunen og medarbejderne om at afskaffe de skæve decimalansættelser på rengøringsområdet, skriver Frank Jensen i en mail til Avisen.dk.
Skal løses i dialog
Han mener, at den bedste løsning findes ved at fortsætte dialogen mellem fagforeningen og forvaltningerne i stedet for at trække sagen ind på politikernes bord:
- Derfor vil jeg torsdag for Borgerrepræsentationen foreslå, at vi pålægger Økonomiforvaltningen og Børne- og ungdomsforvaltningen at fortsætte dialogen med henblik på at indgå en aftale om at udfase de skæve decimalansættelser på rengøringsområdet, skriver overborgmesteren i sin mail.
I den københavnske FOA-afdeling ser næstformand Mimi Bargejami frem til, at minut-tyranniet er fortid.
- Jeg får henvendelser fra medlemmer, der har svært ved at forstå deres arbejdstid, og som hellere bliver 10 minutter ekstra for en sikkerheds skyld. Det er svært at håndtere, og hvem står med stopuret? Vi har medlemmer, der er blevet varslet fire minutter ned i daglig arbejdstid. Ingen andre medarbejdergrupper oplever det. Arbejdstiden er nu så stram, at man ikke kan tillade sig at gå på toilettet, uden at man derved skal blive længere på arbejde for at nå opgaverne, siger Mimi Bargejami.