Hvem vil leje en kontanthjælpsmodtager?
Et nyt projekt i Hedensted, som ligger tæt ved Horsens, vil tilbyde firmaer at "leje" arbejdsløse til korte stillinger - helt ned til få timer. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Idéen er, at det skal hjælpe ledige med forskellige udfordringer ind på arbejdsmarkedet, og få virksomhederne til at få øjnene op for kontanthjælpsmodtagerne som en ressource. Opgaverne bliver tilpasset den enkelte ledige.
I kommentarsporet reagerer læserne dog meget blandet på idéen.
Flere mener, at det er endnu et skridt på vej mod et vikarproletariat, og frygter, at den slags ulønnede stillinger vil fortrænge ordinære job.
Tilbage til 30'erne?
- Det er da utroligt som fantasien for social dumping og ligegyldige småjobs som slet ikke ender i et ordinært job tager til. De er ingen grænser for hvad man vil udsætte og dermed nedgøre den ledige eller syge, men eliten og overklassen som har deres på det tørre bare kan træde og underbetale og benytte sig af alle andre som slaver, skriver Lissi Andersen for eksempel.
- Det man ønsker er underbetalte daglejere som sidder i kø hver morgen uden for virksomheden. Præcis som man så det i 30'erne. Det er årsagen til at politikerne ønsker at sænke kontantshjælpsniveauet til under sultegrænsen, skriver Ejvind Poul Nielsen.
Kritikken får en af virksomhedsejerne, der er med i projektet, til at blande sig i debatten:
- Jeg er med i projektet af for mig alle de rigtige årsager - primært for at hjælpe dem der har det lidt sværere med at finde arbejde end andre - sekundært for at tage den smule ansvar jeg kan bidrage med og sidst men ikke mindst i håb om på sigt at skabe yderligere arbejdspladser. Status er at jeg er ejer af en lille virksomhed, der forsøger at blive større, hvilket bl.a. betyder at der løbende opstår opgaver af forskellig karakter og af begrænset varighed - f.eks. 2 timers ugentlig pedeljob eller 3 timers ugentlig rengøring. Håbet er selvfølgelig at det på sigt kan blive til hel eller deltidsstillinger, skriver Stig Caspersen i kommentarfeltet til artiklen i Vejle Amts Folkeblad.