Da sygemeldte Lis Moth Mykleboth fik ret til en højere offentlig ydelse, blev hun samtidig præsenteret for en regning på 5.400 kroner af Norddjurs Kommune.
Den historie kunne Avisen.dk fortælle i juli.
Borgmester Jan Petersen (S) sagde dengang, at kommunen fulgte reglerne. Det holder han fast i, men borgmesteren mener også, at reglerne er så underlige, urimelige og så svære at forstå for borgerne, at han vil have skatteministeren til ændre dem.
- Det har tændt mig af. Jeg kunne sagtens se det fra borgerens side. Jeg mener sådan set, at systemet må rette sig ind efter borgeren frem for det andet her, siger han.
Han har derfor rettet henvendelse til skatteminister Karsten Lauritzen (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) for at få dem til at ændre reglerne.
I henvendelsen er der forslag til ny og mere enkel beregningsmetode til en model, der ikke som i Lis Moth Mykleboths tilfælde efterlader borgerne med en regning, da skat og efterregulering bliver ordnet med det samme.
Endte på forkert ydelse
Lis Moth Myklebost blev i sommeren 2015 sygemeldt fra sit job som sosu-hjælper i Norddjurs Kommune med kronisk tarmbetændelse og slidgigt i fødderne. Under sin sygdom fik hun sygedagpenge på omkring 18.000 kroner om måneden. Men efter 22 uger flyttede kommunen hende til et ressourceforløb, hvor ydelsen var 7.000 kroner lavere - nemlig 11.000 kroner.
Den manøvre blev senere underkendt i Ankestyrelsen, der kom frem til, at Lis Moth Myklebost i 13 måneder havde været fejlagtigt placeret på den lavere ressourceforløbydelse.
Men da kommunen gjorde regnebrættet op, blev ressourceforløbsydelsen højere end sygedagpenge. Simpelthen fordi kommunen regnede ressourceforløbsydelsen i brutto-kroner - altså før skattetræk, og sygedagpenge i netto-kroner - efter skattetræk.
Resultatet blev, at Lis Moth Mykleboth skyldte kommunen 5.400 kroner. Et beløb, der måske ikke synes af så meget, men som presser den smerteramte sosu-hjælpers i forvejen hårdt spændte budget. Hun modtog derfor et indbetalingskort og afdrager med 100 kroner om måneden.
Sit eventuelle tilgodehavende må hun vente med at få, til SKAT har gjort hendes årsopgørelse for 2017 op. Først når SKAT har afsluttet sit arbejde, har hun mulighed til at få den forventede overskydende skat retur.
En systemfejl, som generer folk
Borgmester Jan Petersen synes, det er helt galt, at hun på den måde først får en regning og efterfølgende kan få penge tilbage i skat.
- Det er urimeligt, at borgere, der får ret til en højere offentlige ydels, i stedet bliver mødt med en regning fra kommunen. Vi har at gøre med et mennesker, der har en lav indkomst. Hvis de får sådan en kæmpebon fra os, er det klart, de bliver vrede. Det havde de jo ikke regnet med, siger Jan Petersen.
Undervejs i forløbet henvendte Lis Moth Mykleboths fagforening FOA sig til Jan Petersen. Han svarede, at kommunen fulgte reglerne. Og det piner ham, at han var nødt til at svare på den måde.
- Den irriterede mig, fordi jeg ikke syntes, at det var et rimeligt svar, jeg skulle give borgeren. Når jeg ser det fra borgerens side, så er det simpelthen en systemfejl, der generer folk med lave indkomster., siger Jan Petersen.
Hjælper ikke Lis
Nanna Mørch, socialpolitisk konsulent i FOA, mener, at det har taget lang tid for kommunen at handle i sagen.
- Det er urimeligt, at der skulle gå så lang tid, og at vi skulle op på de høje nagler med brev til borgmesteren, før der blev handlet.
- Kommunens henvendelse til ministrene hjælper ikke Lis, men hvis det kommer fremtidige til gavn, er missionen lykkedes, siger hun til Avisen.dk.