Kommune giver ældre kniven: Sparer 70 mio. kr.

Borgmester Bo Hansen (S) sparede de udsatte på socialområdet, da Svendborg Kommune torsdag vedtog besparelser for knap 70 millioner kroner. (Foto: Foto: Svendborg Kommune/Maria Fonfara)

Svendborg Kommune følger efter andre kommuner og skærer for at ligne de andre, siger viceborgmester Lars Erik Hornemann (V).

Et bredt flertal i Svendborg Kommunes byråd vedtog torsdag aften at spare omkring 69 millioner kroner på næste års budget.

Det kommer blandt andet til at gå ud over ældreområdet, skriver TV 2/Fyn.

- Det er fordi vi har et væsentligt større udgiftsniveau end mange af de kommuner vi sammenligner os med, så det har vi været nødt til at kigge på, siger viceborgmester Lars Erik Hornemann (V).

Han siger desuden til tv-stationen, at nogle ældre vil kunne mærke besparelserne, men at han ikke tror, det vil være i så stor udstrækning, som det kan lyde, når man snakker om knap 70 millioner kroner:

- Det er jo kun en del af af de 70 millioner kroner, som er på ældreområdet. Der jo også mange andre områder, der vil mærke det.

Han uddyber det med, at de fleste penge bliver fundet i administrationen og ved at flere kommer i beskæftigelse, og at der vil være færre på overførselsindkomst.

Kommunens socialdemokratiske borgmester, Bo Hansen, siger, at der blev arbejdet med en overordnet overskrift, hvor de nul- til fem-årige skulle friholdes for besparelser, så vidt det var muligt.

- Det samme gjaldt for de mest udsatte på socialområdet. Det synes jeg vi er lykkedes rimeligt med, tilføjer Bo Hansen.