Odsherred Kommune har anmeldt flere seksuelle krænkelser af mindreårige børn i Hørve.
Fredag eftermiddag er forældre blevet orienteret af kommune og politi på Nordgårdsskolen i Hørve. I byen er der to skoler, og der var inviteret forældre fra begge skoler.
Direktør i Odsherred Kommune, Gitte Løvgren, oplyser efter mødet, at kommunen torsdag modtog oplysninger fra en lærer om, at to børn muligvis var blevet seksuelt krænket.
- En lærer henvender sig efter en samtale med et barn. Det tegner et billede af, at der kan være flere børn, der har været udsat for krænkelser.
- Det har betydet, at vi har vi gennemført en række samtaler med forældre. På baggrund af den viden anmeldte vi sagen til politiet, siger direktøren.
Hun fortæller yderligere, at mødet foregik roligt.
Ifølge kommunen mistænker man en mand, der ikke er ansat på den kommunale skole. Gitte Løvgren oplyser desuden, at man ikke mistænker en bestemt mand.
Manden skal have opsøgt flere børn forskellige steder i byen. Gitte Løvgren kan dog ikke oplyse nærmere om, hvordan det skal være foregået.
- Vi ved ikke noget. Desuden er politiet i gang med at efterforske sagen. Derfor kan vi ikke sige noget, siger hun.
Midt- og Vestsjællands Politi har fredag videoafhørt flere børn fra Hørve. Politiet vil ikke ud med, hvor mange børn, det drejer sig om. Det oplyses dog, at der er tale om børn i alderen seks til otte år.
De første afhøringer tyder på, at der er tale om sager om blufærdighedskrænkelser, oplyser politiet.
Politiet understreger dog, at der fortsat kan dukke nyt op i arbejdet med sagen, da den stadig efterforskes.
Kommunen har oprettet en telefonisk hotline, som forældrene kan kontakte i løbet af weekenden. Her kan de drøfte deres bekymringer med skolens leder, skolepsykolog og politiet.
Telefonnummeret bliver offentliggjort på skolens intranet.
Der er fredag aften ikke foretaget en anholdelse i sagen.
Har man mistanke om, at ens barn er blevet seksuelt krænket, opfordrer politiet til, at man ringer til 114.
/ritzau/