Kommission efterlyser vidner i Tibetsagen

Krimi

Der er fundet en "atypisk" passage i en intern politiordre om et kinesisk besøg i 2004, siger vidne tirsdag.

Kom frit frem!

Da Tibetkommissionen tirsdag afslutter dagens afhøringer, kommer dens formand med noget, som lyder som en efterlysning.

Landsdommer Tuk Bagger beder eventuelle vidner om at henvende sig, hvis de ligger inde med viden.

Forleden oplyste hun i en mail til Ritzau, at man ikke har modtaget uopfordrede henvendelser fra politifolk eller andre.

I et retslokale på Frederiksberg gentager hun tirsdag den oplysning og opfordrer til, at man kontakter kommissionen, såfremt man har informationer.

Kommissionen blev gennedsat i sommer for at komme til bunds i sagen om politiets indgreb mod ytringsfriheden og forsamlingsfriheden i forbindelse med kinesiske besøg.

I første omgang blev kun besøg i 2012, 2013 og 2014 endevendt. Nu skal man kigge langt tilbage i tiden.

I den første beretning fra december sidste år blev det konkluderet, at der blev foretaget klart ulovlige indgreb ved den kinesiske præsidents besøg i 2012. Årsagen kunne måske findes i den særlige stemning, som Udenrigsministeriet og PET havde skabt, lød det.

Efter afhøringer i sidste uge og tirsdag står det klart, at kommissionen også på skrift har indikationer af, at der var lignende indgreb i 2002 og i 2004.

For eksempel står det i en operationsbefaling fra 2004, at demonstranter ikke måttes ses af den kinesiske gæst ved Den Lille Havfrue. De skulle derfor placeres ved lystbådehavnen. I en parentes hedder det forklarende "de ikke kan ses fra den lille havfrue".

- Det er atypisk, fordi man direkte i en operationsbefaling fortæller, at de ikke skulle ses af demonstranter, siger et af tirsdagens vidner, Allan Christensen, der var vicepolitiinspektør i Københavns Politi.

Politiets interne papirer om et andet besøg i 2002 viser, at betjentene skulle være meget opmærksomme på Falun Gong-demonstranter. Det er en religiøs bevægelse, som det kinesiske styre slår hårdt ned på.

En slags log om de løbende meldinger, en såkaldt handlingsforløbsrapport, beretter således om, at tre demonstranter "skal holdes i sidegade, hvis det er Falun Gong".

En leder på gaden melder samme dag, at "al bevægelse vedr. Falun Gong meldes uopholdeligt til mig".

Ved et hotel på Amager, hvor de kinesiske gæster var indkvarteret, blev cirka 25 Falun Gong-tilhængere flyttet fra et busstoppested, hvor de ville være forholdsvis markante i gadebilledet, til et parkområde.

Kommissionen har også et referat fra en debriefing, hvor politikommissær Bent Olsen skal have sagt, at det ikke var "hensigtsmæssigt", såfremt demonstrationsruter og eskorteruter var sammenfaldende.

Hvis de blev holdt adskilt, ville det imidlertid betyde, at gæsterne ikke fik set demonstranterne, og dermed ville de blive hindret i at udtrykke deres mening over for kineserne.

Udspørgeren vil derfor under en afhøring tirsdag vide, om de øverste politiledere, chefpolitiinspektør Kai Vittrup og politiinspektør Mogens Lauridsen, under briefingen gik i rette med kommissærens opfattelse?

- Jeg ville personligt være gået i rette med ham, men jeg vil ikke blande mig i, om de burde have gjort det, siger en pensioneret vicepolitiinspektør, Gunnar Sallov.

Efter tirsdagens afhøringer virker det sandsynligt, at Tibetkommissionen vil indkalde politiinspektør Mogens Lauridsen til at afgive forklaring. I den første kommissionsberetning fik han en forholdsvis behersket kritik.

Hvornår kommissionen går i gang med nye afhøringer, vides tirsdag ikke.

/ritzau/