Under coronakrisen, hvor regeringen har indført hastelove på stribe med et samlet Folketing bag sig, har oppositionen og ikke mindst Venstre med Jakob Ellemann-Jensen i spidsen loyalt fulgt trop.
Men samtidig har forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, der er folketingsmedlem for Venstre, rejst spørgsmål til strategien og kritiseret regeringen på sociale medier og i en klumme i B.T. Og desuden haft et længere interview i 21 Søndag på DR.
Ifølge flere politiske kommentatorer er det dog ikke et problem for den relativt nyvalgte Jakob Ellemann-Jensen, at hans forgænger markerer sig så stærkt.
- Jeg tror, nogen vil have den oplevelse, at det er et problem, at Lars Løkke nogle steder bliver omtalt som oppositionens åndelige leder og alt det. Og jeg kan godt se, hvor den tanke kommer fra.
- Men i den konkrete situation mener jeg faktisk ikke, at det er et problem for Jakob Ellemann-Jensen, siger politisk redaktør ved Avisen Danmark Thomas Funding og fortsætter:
- Skulle det være et problem, bygger det på en tanke om, at Ellemann selv kunne og burde sige de ting, Lars Løkke gør. Men det mener jeg ikke, han kan i denne situation.
Senest har Lars Løkke Rasmussen tirsdag formiddag skrevet, at han tvivler på, at regeringens strategi er den rigtige.
Det har fået TV2's politiske analytiker Hans Redder til på Twitter at kalde ham "den mest udtalte opposition" lige nu, mens Christina Egelund, tidligere medlem af Folketinget for Liberal Alliance og nuværende folketingskandidat for partiet Fremad, skrev: "Befriende, at oppositionen har fået en stemme".
Ifølge Thomas Funding og politisk kommentator Noa Redington kan Jakob Ellemann-Jensen være godt tilfreds med, at Lars Løkke Rasmussen kritiserer regeringen.
- Der er grænser for, hvor hårdt Ellemann-Jensen kan gå til regeringen, når vi står i en krise. Han har en interesse i, at de her diskussioner om regeringen bliver rejst, men kan ikke selv gøre det.
- Men det kan Lars Løkke Rasmussen, for han har ikke en politisk dagsorden. Han er fortid og ikke fremtid, siger Noa Redington.
Den holding deler Thomas Funding, der kalder Lars Løkke Rasmussen for "en fri fugl".
- Hvis Ellemann-Jensen havde sagt de her ting, så tror jeg, han var blevet beskyldt for at bryde borgfreden, føre partipolitik og være useriøs under krisen.
- Derfor giver den arbejdsdeling, der er lige nu - som jeg ikke tror, er aftalt - god mening.
- Løkke kan få lov til at sige de ting og starte debatten, uden at han bliver mistænkt for bare at ville sabotere regeringen. Det sætter gang i en debat, der udfordrer regeringen. Og det er godt for Venstre, siger redaktøren.
/ritzau/